Ny rekord: Over 400 danske julebryg i år

Mangfoldigheden har aldrig været større, når de danske øl-elskere skal vælge mellem årets udbud af danske julebryg.

Spredt ud over hele landet er der i år godt 400 forskellige julebryg af vælge imellem. Det viser en analyse udarbejdet af Beerticker for Bryggeriforeningen.

Siden år 2000 har bryggerierne lanceret næsten 1200 forskellige julebryg, hvoraf en tredjedel fortsat er på markedet. I år har hele 118 nye bryg set dagens lys i julemørket.

Traditionelt udgør julebryg en endog meget væsentlig andel af årets omsætning for de danske bryggerier. Men i år udfordrer Covid-19 dem hårdt. Dels fordi restauranter, caféer og barer i visse kommuner har lukket helt, mens de i resten af landet kun må holde åbent til kl. 22. Dels pga. forsamlingsforbuddet på max ti personer.

En undersøgelse blandt Bryggeriforeningens medlemmer fra november viste allerede på det tidspunkt – inden de skærpede restriktioner – at halvdelen af bryggerierne forventede at brænde inde med julebryg i januar.

Flest julebryg i 2020:

  • Det Lille Bryggeri: 17
  • To Øl: 16
  • Thisted Bryghus: 15
  • Royal Unibrew: 13
  • Bryggeriet Vestfyen: 12
  • Ørbæk Bryggeri: 10
  • Mikkeller: 8
  • Svaneke Bryghus: 8

Danske julebryg på markedet:

  • 2020: 402*
  • 2019: 394
  • 2018: 376
  • 2017: 363
  • 2016: 312
  • 2015: 298
  • 2014: 268
  • 2013: 252
  • 2012: 229
  • 2011: 215
  • 2010: 211

* Foreløbigt 2020-tal. Et mindre antal julebryg må forventes at blive tilføjet på den endelige udgave af årslisten over nye danske øl i 2020.

Foto: Thisted Bryghus

Forfatter
Tags

Related posts

Top