Næsten hver ottende ung med lang uddannelse er arbejdsløs

Næsten hver ottende mellem 25 og 29 år, der har en lang videregående uddannelse, var sidste år ledig. Det viser en analyse fra fagforeningen Lederne, der baserer sig på tal fra Danmarks Statistik.

Nærmere bestemt var ledigheden på 12,2 procent i 2018 blandt de 25-29-årige med en lang videregående uddannelse. For alle 25-29-årige lå ledigheden sidste år på 7,1 procent, og ledigheden blandt de unge er højest blandt dem med en lang videregående uddannelse.

For alle var ledigheden sidste år på 3,9 procent.

– De 25-29-årige har altid haft højere ledighed end befolkningen generelt, men det er stærkt bekymrende, at de unges ledighed slet ikke er fulgt med ned efter finanskrisen som for hele befolkningen, siger Kim Møller Laursen, analysechef i Lederne, i en kommentar til analysen.

Det er især de unge med en lang videregående humanistisk og teologisk uddannelse, der er arbejdsløse. For den gruppe lå ledigheden i 2018 på 23 procent.

Højt målt på ledighed ligger også unge med kunstneriske og pædagogiske akademiske uddannelser, hvor ledigheden er henholdsvis på 19,8 procent og 18,7 procent.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top