Mors-Thy Håndbold henter Frederik Nørbjerg hjem

Når Mors-Thy Håndbold starter den kommende sæson den 1. juli 2019, er det med endnu et velkendt ansigt i truppen. Klubben har nemlig lavet en toårig aftale med 22-årige Frederik Nørbjerg Thomsen, som vender tilbage efter en sæson hos Stoholm Håndbold i 1. division. Frederik Nørbjerg Thomsen har spillet i HF Mors siden fem-årsalderen, så det er en ægte Mors-dreng, der vender hjem til de blå.

– Min drøm har hele tiden været at komme til at spille på højeste niveau, og opholdet i Stoholm Håndbold har modnet mig og givet mig noget erfaring og masser af spilletid, som jeg kan bringe videre til den kommende sæson og dermed forhåbentligt komme til at bidrage til holdet, fortæller Frederik Nørbjerg Thomsen.

– At det skulle være Mors-Thy Håndbold lå lige for – det er her jeg tidligere har spillet, og jeg kender klubben, træningsmiljøet og de gode folk omkring Mors-Thy Håndbold. Truppen ser spændende ud, og personligt glæder jeg mig til at spille sammen med Søren Nørgård og tage ved lære af ham.

Fokuseret talentarbejde
I Mors-Thy Håndbold glæder man sig over, at talentarbejdet endnu en gang giver pote.

– Vi holder altid øje med de spillere, som vi har haft igennem talentsystemet i moderklubberne og i Mors-Thy Håndbold, og som ryger videre til andre klubber. Vi kender Frederik Nørbjerg Thomsen særdeles godt, og han har spillet en flot sæson i Stoholm Håndbold. Derfor har han naturligvis også været interessant for os i Mors-Thy Håndbold, og vi er glade for, at vi endnu en gang kan lave en aftale med en spiller af egen avl, siger Sportchef Henrik Hedegaard.

Frederik Nørbjerg Thomsen fik sin ligadebut for Mors-Thy Håndbold den 24. september 2017 mod SønderjyskE. I denne sæson er han topscorer i Stoholm Håndbold med 105 mål i 22 kampe og samlet set den 12. mest scorende i 1. division.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top