Mørkelagt traktor påkørt bagfra

En personbil kørte tirsdag sidst på eftermiddagen op bag i en traktor på Vilsundvej på Rute 26 på Mors.

Uheldet skete kl. 17.45 på en del af landevejen hvor den maksimalt tilladte hastighed er 90 km/t. – nærmere bestemt er det lige nord for det sted, hvor Vilsundvej møder Østermøllevej.

– Vi har et vidne, der fortæller, at der ikke har været særlig meget lys på traktoren, og da der er meget tåget deroppe, har det formentlig været årsagen til påkørslen, fortæller Ole Vanghøj, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest.

Vejen blev en overgang spærret for trafik, mens der blev ryddet op. I mellemtiden blev trafikanterne ledt uden om ulykkesstedet via en omkørsel.

Føreren af traktoren, en 67-årig mand fra Salling, blev kørt til tjek på skadestuen, men er efter alt at dømme sluppet med mindre knubs. Føreren af personbilen, en 27-årig mand fra Nykøbing, slap uskadt fra sammenstødet. Men det kunne være gået meget værre, hvis bilisten var blevet ramt af den palleløfter, som traktoren havde spændt bagpå.

– Der er klare regler for, hvordan traktorer, der kører med arbejdsredskaber skal være afmærket og have roterende lys og så videre. Vi har talt med et vidne, der fortæller, at traktoren var helt mørkelagt, så det skal færdselsafdelingen undersøge en de kommende dage, siger vagtchef med Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj, til Nordjyske.

Traktoren, som den 67-årige forklarede at han netop havde købt, er skal nu undersøges nærmere af en bilinspektør. Når undersøgelserne er tilendebragt skal det vurderes i hvilket omfang den 67-årige skal sigtes.

Sikkert er det dog, at han kørte på en del af Rute 26, som er motortrafikvej, hvilket han i en traktor ikke må køre på. Det bliver han i hvert fald sigtet for, fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted Jørgen Jensen.

Foto: Falck Morsø

Forfatter

Related posts

Top