Min sommer: Kristina Lehmann Shjøtt, direktør for Destination Limfjorden

I den kommende tid zoomer vi ind på række personer, som er kendt fra det lokale mediebillede. I dagens portræt kan du komme en smule tættere på Kristina Lehmann Shjøtt, direktør for Destination Limfjorden.

Kristina Lehmann Schjøtt, er direktør for Destination Limfjorden, som er et turismesamarbejde mellem Skive, Struer og Morsø kommuner.

Hun kan fortælle om en hektisk start – ikke bare når snakken falder på hendes nye stilling, men generelt på første del af 2020:

– Rent fagligt har det været det mest hektiske, omstillende, udviklende, udfordrende og uforudsigelige halvår. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende i turistbranchen i Danmark, og vi ved stadig ikke hvordan efteråret ser ud, fortæller hun.

I januar var Kristina Lehmann Shjøtt på messe i Stuttgart for at promovere Danmark som vandre- og cykelland. Derefter startede en større proces i forhold til jobsamtaler til hendes nuværende stilling – en stilling hun takkede ja til i slutningen af januar:

– Derfra var det en enormt hektisk februar, med flytning af det gamle job over i nyt selskab, feriemesser, afslutning og nedlukning af den tidligere virksomhed, fortæller hun og fortsætter:

– 1. marts startede jeg det nye job, med fuld fart over feltet. På trods af en coronakrise, der tvang vores branche i knæ og jeg derfor ret hurtigt dels måtte mentalt omstille den proces vi skulle i gang med, og samtidig hjælpe erhvervet og tilbyde virksomhederne de bedste muligheder i forhold til information om hjælpepakker, osv. Derfra er det egentlig gået stok over sten. Rekrutteringsproces med nye medarbejdere, omlægning af hjemmeside, projektansøgninger således at vi allerede i august kan sparke gang i projekter der kan understøtte turismeerhvervet.

I forhold til sommerferien skal noget af tiden tilbringes i Sønderjylland – et ophold, som blev booket længe inden coronaen indtog i Danmark:

– Vi har meget familie, som vi ikke har set siden jul, og der er mange venner vi også skal besøge. Derfor er min mand og jeg sammen med vores to piger draget i sommerhus, fortæller hun og afslører i samme ombæring at hun er udpræget A-menneske.

Ferie handler for Kristina Lehmann Schjøtt meget om nærvær og om at opleve noget:

– Vi planlægger kun et par småting inden, ellers er det dynamisk planlægning. Inden ferien starter skriver alle familiemedlemmer tre små sedler med ting de gerne vil i ferien. Det kan være alt fra at læse en bog, en tur i svømmehallen, osv. Jeg vægter højt, at vi ser noget vi ikke har set før, gerne en naturoplevelse i Danmark, siger Kristina Lehmann Schjøtt der også gerne spiller gode gammeldags brætspil, læser bøger samt svømmer og går ture i ferien.

Og det er om at nyde ferien, og for når den er slut er dagsordenen i arbejdsøjemed klar:

– Efter ferien skal jeg have sat gang i en større proces. Dels i forhold til branding og profilering, men inden det skal vi en proces igennem med at finde det fælles DNA i den nye destination, bestyrelsen skal igennem et strategiarbejde sammen med mig, og begge dele skal gå hånd i hånd og udmunde i en ny strategi og branding for Destination Limfjorden. Derudover har jeg fået projektmidler hjem til to større projekter; det ene omkring digitalisering og det andet i forhold til at styrke den fælles Limfjords DNA på tværs af værdikæden. Jeg glæder mig super meget til arbejdet. Og dertil kommer, at vi skal have sparket gang i vores Genstart Danmark-kampagne. Lige nu er vi i gang med at få lavet film og taget gode billeder til brug i kampagnen, og vi skal have sat fokus på at tiltrække gæster også i efterår/vinter samt foråret næste år. Der er mange spændende opgaver, vi er allerede gået i gang med en del af det, men det store træk kommer på den anden side af juli, slutter hun.

Foto: Karin Juul Jensen

Forfatter

Related posts

Top