Mere udeliv og nye toiletter ved fjorden får flot opbakning

Det bliver snart lettere at finde et toilet ved fjorden og få endnu mere glæde af udelivet takket være Nordeafonden og en række andre fonde. Blandt andet områderne ved Kulturfjorden og Refshammer får et løft med to nye handicapvenlige toiletter og plads til nyt friluftsgrej til byens SFO og børnehaver.

En tur ved Limfjorden kan være en skøn oplevelse – lige indtil børn eller de voksne skal på toilet. Det har længe været efterlyst, at der burde være bedre muligheder for at finde et offentligt toilet ved fjorden rundt om i Nykøbing.

Heldigvis arbejder Morsø Kommune på at løse problemet og får nu god hjælp udefra med et støttebeløb på 425.000 kroner fra Nordea-fondens pulje ‘Mere udeliv i SFO og klub’.

Det glæder Signe Krog Pedersen fra M. C. Holms Skolens SFO, som har været med til at søge beløbet hjem til Mors.

– Vi er så taknemmelig over, at Nordea-fonden bakker op med så flot et beløb. Det her gør det meget lettere for os at tage på tur ved fjorden med børnene. Vi har manglet toiletterne, og det er jo også fantastisk med alt det grej, der kommer. Det giver os bedre mulighed for ture og oplevelser med børnene, så de får øjnene op for alle de muligheder, som fjorden og naturen omkring os byder på, fortæller Signe Krog Pedersen.

Toilet fire steder for alle Beløbet fra Nordea-fonden samt yderligere støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, LAG Thy-Mors og Friluftsrådet betyder, at der er udsigt til nye toiletter fire steder ved fjorden; Refshammer, Kulturfjorden, Østre Anlæg og Øster Strand. Ved tre af stederne vil der også etableres såkaldte grejbanker, hvor institutioner kan låne ting til at udforske naturen ved fjorden eller i skoven.

Udvalgsformand Meiner Nørgaard er også glad for den flotte opbakning til Morsø Kommunes planer.

– Det betyder meget for os, at fondene kan se muligheder i vores planer. Morsø Kommune investerer også selv i disse forbedringer, men det er støtten her, der gør, at vi kan nå godt i mål og dyrke det gode udeliv ved fjorden til gavn og glæde for os alle, fortæller Meiner Nørgaard, Formand for Udvalget for Teknik og Miljø og tilføjer:

– Samtidigt spiller de nye faciliteter også rigtig godt sammen med vores tanker med projektet OPHAV, hvor vi gerne vil give vores børn og unge mulighed for at blive klogere på livet i og omkring Limfjorden.

Meget at glæde sig til

Morsø Kommune forventer at opføre følgende i år og næste år:

To handicapvenlige toiletbygninger med grejbanker ved Refshammer og Kulturfjorden, som forventes at kunne opføres i løbet af 2023

Der vil blive etableret en naturbase i Østre Anlæg ved skovlegepladsen med madpakkehus, grejbank, to handicapvenlige toiletter inkl. pusleplads og bålhytte. Hele området laves med handicapadgang – også bålhytten og madpakkehuset. Etablering forventes i 2023.

Renovering af den eksisterende toiletbygning ved Øster Strand er også et stort ønske for mange. Det forventes at kunne ske i 2024, da der skal indhentes de nødvendige tilladelser først før en renovering kan gå i gang. Bygningen ligger i fredskov, så der er tale om en lidt længere proces.

Følgende fonde har bidraget til støttepunkter og grej:

LAG Thy-Mors: 100.000 kr.

Lokale og Anlægsfonden: 196.024 kr.

Nordea-fonden ”Pulje til mere udeliv i SFO og klub”: 425.000 kr.

Friluftsrådet: 200.000 kr.

Foto: Pressefoto

Forfatter
Top