Maria skal til VM i voltigering

I næste uge skal Maria Thinggaard Sørensen fra Thisted sammen med sin makker Freja Linde til VM i voltigering, en sport der kombinerer gymnastik, akrobatik og dans på ryggen af en galopperende hest.

Den 20-årige thybo regnes som en af de bedste i verden til sporten. I den kommende uge får hun altså chancen for at bevise det, når skal repræsentere Danmark, og ikke mindst Thy, ved VM, der finder sted i Budapest.

Maria Thinggaard Sørensen har gået til voltigering siden hun var helt lille og har de seneste fem år konkurreret på eliteniveau, hvilket senest har resulteret i et nordisk mesterskab, som blev vundet i år.

Tidligere har hun også repræsenteret Danmark ved EM, tilbage i 2019.

Pas-de-deux
I næste uge gælder senior-VM, hvilket kategoriseres som værende det største inden for denne sportsgren. Maria Thinggaard Sørensen skal, sammen med sin makker, Freja Linde, dyste mod de bedste i verden i disciplinen pas-de-deux, som er en disciplin, hvor to atleter er at finde på hesteryggen på samme tid.

Det er ikke første gang, at de to danne par til et stort internationalt mesterskab. Tilbage i 2019 havde de deres debut som par i disciplinen pas-de-deux, hvor de formåede at tage sejren til de nordiske mesterskaber. Dertil har de imponeret til flere internationale stævner, kaldet CVI-stævner, hvor de blandt andet har taget en førsteplads i Ungarn såvel som i Belgien.

Det kommende VM bliver thyboens første, hvorfor hun også ser enormt meget frem til oplevelsen. En oplevelse, hvor håbet er at ende blandt de bedste ti.

– Det er en stor drøm, der går i opfyldelse. Det at få lov til at repræsentere det røde og hvide flag såvel som dét at være medvirkende til at sætte Thy på verdenskortet er enormt stort for mig. Jeg kommer fra en lille klub i Sjørring, og det er super fedt at få muligheden for at repræsenterer den international også, fortæller hun.

Drømmer om OL
Udover verdensmesterskaberne, så er der også en lille drøm inde i Maria Thinggaard Sørensen, som lyder på OL-deltagelse.

– Det største ville være, hvis voltigering gik hen og blev en disciplin til OL, og man dermed fik chancen for at repræsentere Danmark til OL, siger hun.

Voltigering har blot været på OL-listen en enkelt gang, hvilket var tilbage i 1920, som fandt sted i Antwerpen, Belgien.

Først er alt fokus dog på VM 2021 i Budapest for Marias side – et VM der finder sted fra d. 23. august til den 29. august.

Privatfoto

Forfatter
Top