Mange flere køber ulovlige pebersprays på internettet

Det er lovligt at købe og have en peberspray på natbordet eller under hovedpuden. Men der er forskel på, hvor den er købt. Og dermed kan køberen ende med at begå et lovbrud, hvis ikke vedkommende kender reglerne.

Ifølge Toldstyrelsen har man den seneste tid oplevet flere hundrede sager, hvor en person er blevet sigtet, efter at vedkommende har købt en ulovlig peberspray.

Det er kun pebersprays, der er købt i Danmark, som er lovlige, og ifølge politikommissær Morten Westerdahl, der er leder af Sektion for Ulovlig Import hos Københavns Politi, kan køb og besiddelse af ulovlige pebersprays være farligt.

– De pebersprays, man kan købe i udlandet, er ikke alle sammen beregnet til brug mod mennesker. De er i svingende kvalitet. Samtidig skal man kunne betjene den peberspray, man får i hånden. Der skal noget instruktion med, siger han.

Kan straffes med bøde
Ved årsskiftet trådte lovændringen, der gør det lovligt for en voksen at købe og besidde en peberspray, i kraft.

Morten Westerdahl mener, at manglende kendskab til reglerne og lovændringen har påvirket antallet.

– Det er min helt klare fornemmelse, at der er en sammenhæng. Det har været meget oppe at vende, det er også noget, der har fæstnet sig i folks bevidsthed, siger han.

Han tilføjer, at importen af ulovlige våben er tæt på fordoblet de seneste år.

– Der bliver bestilt strømpistoler, springknive og halsknive. Der er også en kategori, der er lidt anderledes, hvor folk tror, at det er legetøj, de bestiller, siger han.

Det er kun i hjemmet, at man må opbevare pebersprayen. Som udgangspunkt straffes ulovlig indførsel eller besiddelse af en peberspray med bøde.

/ritzau/

Foto: Rigspolitiet

Forfatter
Tags

Related posts

Top