Lugtgener i Tødsø: Nu tager kommunen affære

Naboerne til Viking Recycle på Præstbrovej i Tødsø på Mors har fået nok af deres nye stinkende nabo. Nu tager Morsø Kommune affære.

Gennem længere tid har de været plaget af en stinkende røg fra virksomheden, der har fået en miljøgodkendelse til termisk at behandle bl.a. olieforurenet sand, dvs. ved hjælp af varme at brænde de forurenende stoffer i sandet af.

Tilbage i slutningen af januar skrev vi her på siden om problemet første gang. Den gang kontaktede virksomheden Morsø Kommune med et ønske om, at man gerne i opstartsfasen vil udføre nogle forsøg i forbindelse med forbrændingen. Disse forsøg var dengang årsag til en sort, stinkende røg, som nogle af naboerne beskrev som en stank af brændt gummi.

– Det er ikke et udtryk for den normale drift på virksomheden, men det er et udtryk for at det er noget vådt sand som man prøver at køre nogle forsøg på nu her, for at få anlægget i drift, udtalte daværende civilingeniør ved Morsø Kommune Carsten Egeris Lund, der dog samtidig understregede, at der ikke var tale om en permanent løsning.

Direktør for Teknik og Miljø, Arne Kirk, oplyser at kommunen tirsdag aften har modtaget klager over lugt-/røggener fra jordbehandlingsanlægget på Præstbrovej:

I morgen tidlig (idag, onsdag, red.) undersøger vi forholdene. Viser det sig, at det er indkøringen af anlægget, der giver anledning til gener, har vi mulighed for at udstede et driftsforbud, som gælder indtil der foreligger en godkendt plan for indkøringen. Om der udstedes et forbud vil dog bero på en konkret faglig vurdering af forholdene.

 

Forfatter

Related posts

Top