LOUD vinder ny DAB-kanal

På et møde i Radio- og tv-nævnet i dag har Nævnet behandlet tre ansøgninger om at blive udbyder af den nye DAB-radiokanal. Nævnet har netop besluttet, at vinderen af den nye radiokanal er Kulturradio Danmark A/S med radiokanalen LOUD.

Det har Radio- og tv-nævnet afgjort, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Bag Kulturradio Danmark A/S står ni lokalradiostationer, herunder Radio Limfjord, Roskilde Festival, Nationalmuseet, teatret Mungo Park og Danske Studerendes Fællesråd.

Radio- og tv-nævnet åbnede for et udbud af en ny digital public service-radiokanal med fokus på kultur den 26. juli 2019. Da ansøgningsfristen udløb fredag den 20. september, havde Nævnet modtaget ansøgninger fra Kulturradio Danmark A/S, PeopleGroup Five A/S og dk4 – Radio ApS.

Klar afgørelse
– Radio- og tv-nævnet har vurderet ansøgningerne ud fra tre evalueringskriterier: Kvaliteten og realismen i plan for driften, buddet på det samlede tilskud og indholdet i de beskrevne programplaner. Når vi sammenholder de tre ansøgninger set i forhold til de tre kriterier, så er det Nævnets vurdering og beslutning, at Kulturradio Danmark A/S med radiokanalen LOUD har indsendt den ansøgning, som bedst lever op til de kriterier, der er opstillet i udbudsmaterialet, fortæller Caroline Heide-Jørgensen, der er formand Radio- og tv-nævnet. Hun fortsætter:

– Det har været en klar afgørelse, idet Kulturradio Danmark A/S har fået en samlet score på 6,65, hvilket er 1,55 bedre end den næstbedste. Jeg vil gerne understrege, at der ligger et grundigt arbejde bag evalueringerne af de tre ansøgninger, hvor vi har konkluderet, at Kulturradio Danmark A/S har præsenteret Radio- og tv-nævnet for den bedste løsning i forhold til at drive den nye DAB-radiokanal.

Begrundelsen for Radio- og tv-nævnets beslutning kan findes i en evalueringsrapport, som bliver offentliggjort i morgen onsdag den 23. oktober kl. 15.00, hvilket er normal praksis i forbindelse med større udbud og ansøgninger.

Det er planen, at Kulturradio Danmark A/S begynder at sende radio LOUD fra den 1. april 2020.

LÆS OGSÅ:

Radio Limfjord udfordrer Radio24syv

 

Forfatter

Related posts

Top