Lev for det halve

Årene, hvor man forsøger at få kabalen med familieliv og arbejde til at gå op, er for mange den travleste tid i livet. Det var det også for Nanna Hyldgaard Hansen og hendes mand, indtil de en dag – udmattede af stress – besluttede sig for at lægge deres liv om.

Idéen er enkel: At skære forbruget ned til det halve for at kunne arbejde halvt så meget. Uden at flytte ud på en ø og blive selvforsynende, uden at gå på kompromis med hverken gode råvarer eller børnenes fritidsinteresser.

I løbet af et år rydder Nanna Hyldgaard Hansen og hendes mand op i alt unødvendigt i deres liv: Tøj og ting bliver solgt, og pengene investeret i bæredygtige aktier. De vænner sig til sjældent at købe nyt, men i stedet finde andre løsninger. Den solrige charterferie i Grækenland bliver byttet til huse i Frankrig og Tyskland med lige så meget sol, men langt færre omkostninger for bankkontoen og klimaet – og en unødvendigt stresset hverdag bliver omsat til et liv med familie, forbrug og arbejde i balance. Deres eneste anke et år senere? At de ikke traf beslutningen noget før.

Tirsdag den 7. september kl. 19 fortæller Nanna Hyldgaard Hansen om at leve mere bæredygtigt og om, hvad der egentlig giver kvalitet i livet. Foredraget, som finder sted på Morsø Folkebibliotek, henvender sig både til børnefamilier og alle andre.

Entré: 50 kr. Tilmelding er nødvendig. Du kan tilmelde dig ved personlig henvendelse i bibliotekets INFO, ved at ringe på 99706000 eller ved at skrive en mail til bibliotek@morsoe.dk

Forfatter

Related posts

Top