Landmændenes marker tørster efter regn

Påskevejret kommer til at vise sig fra sin absolut pæneste side med masser af solskin, tørvejr og efterhånden stigende temperaturer.

Og alt imens den almindelige dansker sikkert fryder sig over den spæde forårssol, så er der landmænd der sukker efter regn.

For selvom marts måned bød på rekordmeget nedbør, så tørster markerne allerede nu efter vand i en sådan grad, at flere har kørt de store vandkanoner i stilling – og ikke uden grund.

Siden 19. marts er der kun faldet 5,9 millimeter regn på landsplan i Danmark. I april er der kun faldet 2,5 millimeter regn – i en periode, hvor der normalt falder 20,5 millimeter regn. Det skriver TV2 Vejret.

Vejret de kommende dage. Kilde: TV2 Vejret

Mangler små 60 mm på landsplan
Tirsdag lå tørkeindekset på 5,9, hvilket svarer til, at der på landsplan mangler 59 millimeter regn.

Selvom tørkeindekset kun er beregnet de sidste 15 år, har det ikke før været så højt i denne periode.

Ifølge DMI’s tørkeindeks, der beskriver, hvor meget vand der mangler i det øverste jordlag, så er der store forskelle på, hvor meget vand der mangler i de forskellige landsdele.

Værst ser det ud i den nordlige del af Jylland samt i Nordsjælland, hvor man generelt har et nedbørunderskud på 70 til 80 millimeter.

Varme og vind øger fordampningen
Fordampningen øges ved høje jordtemperaturer, der styres af stor solindstråling. På denne tid af året står solen cirka 45 grader over horisonten ved middagstid, og det giver en intens opvarmning af jordoverfladen.

Desuden er meget vind og lav luftfugtighed faktorer, der øger fordampningen. De seneste uger har især tør luft, masser af sol kombineret med blæst gjort sit til, at der er sket en relativ stor fordampning, skriver TV2 Vejret.

I disse dage fordamper der i omegnen af to liter vand per kvadratmeter – hver dag. Det betyder, at en almindelig parcelhushave på 1.000 kvadratmeter mister 2.000 liter vand hver eneste dag – eller tæt på 15.000 liter vand om ugen.

Resten af påskeugen fortsætter det knastørre og solrige vejr – og efterhånden bliver det også markant varmere.

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top