Kostskolecamps skal få unge til at vælge håndværksuddannelser

Et nyt tre-årigt projekt sender folkeskoleelevernes ældste årgange i Struer Kommune på kostskole-camps for at inspirere dem til at vælge et håndværksfag som eksempelvis kok, smed eller gamedesigner.

Ifølge Else Marie Markvorsen, der er leder af Struer Fri Fagskole, vælger mange unge nemlig gymnasiet per automatik uden at kende til alternativerne. Derfor er Struer Fri Fagskole sammen med ni andre frie fagskoler nu gået sammen om skolecamp-tilbuddet, som er støttet af Nordea-fonden med 3,5 millioner kroner.

Kort fortalt går tilbuddet ud på, at give de unge mulighed for at flytte på kostskole hvor de kan fordybe sig i et håndværksfag sammen med andre unge med samme interesser. Hver camp vil have en varighed på mellem to og fem dage og er primært henvendt til unge i 7.-9. klasse i folkeskolen.

– Der er behov for at tænke nyt, og som erhvervslivets kostskole er Frie Fagskoler oplagt til at være omdrejningspunkt for noget af den nytænkning og udvikling, som også kan bruges i folkeskolen. Vi er stedet, hvor nye ideer og nye veje kan prøves af. Derfor er vi begejstret for støtten fra Nordea-fonden, som nu gør det muligt for unge på egen krop at prøve en karrierevej af i praksis på en fri fagskole, før de vælger ungdomsuddannelse, siger Else Marie Markvorsen.

De frie fagskoler er en ny erhvervsrettet kostskoleform, som er i familie med høj- og efterskoler. Man kan starte på en Fri Fagskole, når man er fyldt 16 år eller har afsluttet 9. klasse.

Foto: EUC Nordvest

Forfatter
Top