Kommunaldirektøren flytter til Mors – igen

Morsø Kommunes kommunaldirektør Rikke Würtz har solgt sin landejendom i Midtjylland er flyttet tilbage Mors.

Faktisk er det tredje gang hun flytter til Limfjordsøen – og denne gang er det planen at blive. Ønsket om for alvor at blive fastboende øbo har nemlig længe været stærkt – problemet har været, at det ikke -før nu- er lykkedes at få solgt sit gamle hus:

– Jeg har haft ejendommen til salg nogle gange tidligere, men der har desværre ikke været købere, der havde muligheden for at købe den. Så at jeg ikke har kunnet bo på Mors hele perioden, jeg har arbejdet her, skyldes hovedsageligt det boligmarked der har været, hvor landejendomme har været svære at sælge, fortæller hun.

Udfordringerne med at sælge vurderer hun dels skyldes en på daværende tidspunkt lille køberskare, men også at dem, der var interesseret, havde svært ved at få det finansieret.

Boligmarkedet vendte
Under coronakrisen har boligsalget over hele landet buldret fremad – og således begyndte tankerne om at flytte tilbage til Mors også for alvor at melde sig hos Rikke Würtz:

Rikke Würtz har været kommunaldirektør i Morsø Kommune siden sommeren 2016. Pressefoto

– Derfor prøvede jeg igen at sætte den til salg og nærmest ”vupti” – 5 måneder efter, er gården solgt til et skønt ungt par, der glæder sig til at prøve kræfter med landlivet. Faktisk var der flere der var interesseret i at købe den. Jeg er rigtigt taknemmelig for at markedet vendte for mig, lyder det fra den glade kommunaldirektør.

Indtil hun kan overtage sit nye hus om nogle måneder bor hun til leje. Om sit nye hus på Mors fortæller hun:

– Jeg skal bo bynært – og i et for mig meget charmerende hus. Det glæder jeg mig rigtigt meget til, fortæller hun inden hun tilføjer:

– Så mit næste skridt, er at lede efter et sted til min hest.

Farvel til lang transporttid
Rikke Würtz glæder sig til at slippe for den daglige transporttid mellem hjem og arbejdsplads:

Rikke Würtz med sin hest, som hun nu mangler et sted til på Mors. Privatfoto

– En stor del af mit liv er jo her – så derfor glæder jeg mig til at bo her igen. Og så er det jo ligeledes skønt, at jeg slipper for alt den køretid, som jeg før skulle bruge, både til dagligt til og fra arbejde, men også med de arrangementer i fritiden, som jeg har deltaget i. Så jeg glæder mig bare rigtig meget til at kunne tage del i livet her, uden alt det planlægning og koordinering.

45-årige Rikke Würtz har været kommunaldirektør på Mors siden sommeren 2016. Før det var hun konstitueret kommunaldirektør i et par måneder. Hun kom fra en stilling som vicekommunaldirektør. Før det var hun Social- og Sundhedschef i perioden januar 2011 til september 2015.

Privatfoto

Forfatter

Related posts

Top