Kirker vil af med arealkrav

Mens gæstelisten til vielsen eller begravelsen skal holdes kort på grund af restriktioner i landets kirker, må gæstelisten til den efterfølgende sammenkomst i private hjem eller på restauranter være langt længere.

Og det giver ikke mening, mener landets menighedsråd.

– Man kan stå i den meget ulykkelige situation, at der er pårørende, man er nødt til at afvise i kirkedøren, fordi der ikke må lukkes flere ind i kirken, siger Søren Abildgaard, der er fungerende formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

Frem til 1. september gælder blandt andet kravet om, at der i kirken fortsat skal være to kvadratmeter per kirkegænger.

Til gengæld blev kravet om arealkrav for restauranter og barer, hvor gæster hovedsageligt sidder ned, ophævet den 1. juli.

Samtidig påpeger Søren Abildgaard, at der under EM i fodbold måtte være 25.000 i Parken i København.

– Det er et udtryk for politisk prioritering. Der har man valgt at prioritere sportsbegivenheder højere end deltagelse i begravelser og muligheden for, at familier kan samles til vielser, barnedåb og konfirmation, siger Søren Abildgaard.

Også Venstre ønsker, at arealkravene bliver fjernet, så der er plads til flere gæster til de store ceremonier.

– Det virker helt forrykt, at vi stadig har de her regler, og derfor vil vi til næste møde i Epidemiudvalget lægge op til, at der bliver gjort op med reglerne, siger Louise Schack Elholm, der er kirkeordfører hos Venstre.

Kirkeminister Joy Mogensen (S) udtalte fredag – ifølge mediet kirke.dk – at hun afventer nye anbefalinger fra sundhedsmyndighederne – herunder en eventuel ophævelse af arealkravet.

/ritzau/

Forfatter
Top