Kendte ansigter har overtaget Vildsund Camping

For tre uger siden overtog Susanne og Leif Pedersen fra E & F Rengøring overtaget den daglige drift af Vildsund Camping og selskabslokalet ”Den Gamle Dyrehave”.

– Det glæder mig meget, at Susanne og Leif har valgt at indgå i dette samarbejde mellem vore to virksomheder, fortæller Michael Nøhr Nielsen, der ejer Møllegårdens Camping som ligger i umiddelbar tilknytning til camingpladsen

Han overtog Vildsund Camping i 2015, og siden har pladsen under de tidligere bestyrere udviklet sig i en yderst positiv retning, med ny legeplads, renovering af køkken og sanitetsbygning, ny grillhytte samt to nye hytter.

Nu gives stafetten videre til Susanne og Leif Pedersen, som med bopæl i Vildsund og stor erfaring fra service-branchen, er et oplagt valg.

– Det ligger mig meget på sinde, at campingpladsen i Vildsund kan bevares og fortsat udvikle sig i de kommende år, fortæller Michael Nøhr Nielsen, der samtidig sætter ord på en speciel sæson der har været præget af corona-pandemien:

– Denne sæson har naturligvis været meget speciel, med Corona-restriktioner og aflyst Vildsund Marked, men vi ser lyst på fremtiden, og ønsker fremover at byde velkommen til mange flere turister i vores lille smørhul, her ved Limfjorden, lyder det fra Michael Nøhr Nielsen.

Tilladelse til helårscamping
Fastliggerne har altid været en vigtig del af Vildsund Camping, og sidste år blev pladsen godkendt til helårscamping af Thisted Kommune. Tilladelsen gælder kun fastliggere, som Susanne og Leif Pedersen dermed håber at kunne tiltrække i endnu større antal.

Vildsund Camping blev i sin tid grundlagt af Carl Nør, og har i dag 125 pladser samt 11 hytter til udlejning. Dertil kommer selskabslokalet ”Den Gamle Dyrehave”, som tilbyder plads til fester og arrangementer af enhver art. Her er der plads til 130 spisende gæster, gårdhave, bar og anretterkøkken.

Foto: Anders Mikkelsen, grafikmollen.dk

Forfatter

Related posts

Top