Henrik Toft Hansen vender hjem til Mors-Thy Håndbold

SG Flensburg-Handewitt. PSG Paris Handball. Mors-Thy Håndbold.

Det lyder lige så vildt, som det er – men ikke desto mindre kommer Mors-Thy Håndbold på listen over klubber på Henrik Toft Hansens CV, når en af Danmarks bedste stregspillere gennem tiderne vender hjem til de blå på en 3-årig kontrakt fra sommeren 2023.

Henrik Toft Hansen stiftede første gang bekendtskab med HF Mors som ungdomsspiller, ligesom de første år i seniorkarrieren også var i den blå trøje – bl.a. den mindeværdige sæson 2004/05, hvor han og holdkammeraterne spillede HF Mors i ligaen for første gang i klubbens historie. Herefter gik turen til Aalborg Håndbold i 2006, og siden da har håndbolden bragt Henrik Toft Hansen over AG København, Bjerringbro-Silkeborg, på udenlandseventyr i tyske HSV Hamburg og SG Flensburg-Handewitt og i franske PSG Paris Handball.

Toft kontaktede Mors-Thy Håndbold Det var den kommende Mors-Thy-spiller, der selv kontaktede klubben.

– Jeg har altid fulgt Mors-Thy Håndbold på sidelinjen og har fint kendskab og god kontakt til klubben bl.a. via min bror, Allan. Da vi som familie gerne vil bosætte os i området, og jeg skulle finde ud af, hvor min fremtid skulle ligge, var det nærliggende at forhøre mig om Mors-Thy Håndbolds planer. De syntes, at min henvendelse var interessant, og efter nogle gode samtaler over de sidste måneder er det hele faldet på plads, lyder det fra den stærke stregspiller.

Ambitionerne og drømmene er store hos Henrik Toft Hansen.

– Jeg drømmer om, at vi kan drille de lidt større hold, lave overraskelser i slutspillet og i pokalturneringen og se, hvor det kan føre os henad. Jeg kommer med en stor portion erfaring, som skal gives videre til en ung trup med nogle dygtige, unge spillere både på og udenfor banen. Jeg vil gerne være med til at flytte holdet og klubben sportsligt, fortæller Henrik Toft Hansen.

Hovedpersonen selv glæder sig til at vende tilbage til Danmark og til Mors-Thy Håndbold med sin familie.

– Efter mange år i udlandet hvor håndbolden har bestemt vores destination, glæder vi os til at komme hjem og få en base, hvor vi kan få familieliv og håndbold på højt niveau til at fungere. Det bliver stort for mig at komme hjem til der, hvor tankerne om en professionel karriere startede. Mit hjerte banker for de blå, og Mors-Thy Håndbold er et spændende projekt, der som klub har løftet sig og leveret flotte præstationer gennem de seneste år. Der er store ambitioner, og det kan jeg godt lide, siger Henrik Toft Hansen.

Mors-Thy Håndbold vil mere I Mors-Thy Håndbold er man stolte over aftalen med Henrik Toft-Hansen.

– Vi har haft en bekræftende dialog med Henrik, og fra dag et har vi mærket, at han vil Mors-Thy Håndbold og hele vores område. Ud over det spillemæssige kan Henrik være medvirkende til at rykke Mors-Thy Håndbold mod nye højder. Han kommer med stor erfaring, lederskab og professionalisme, som jeg forventer både kan forstærke og videreudvikle det dna, som Mors-Thy Håndbold bygger på i dag, siger cheftræner Niels Agesen, Mors-Thy Håndbold.

Og det er da også med en vis stolthed, at Mors-Thy Håndbold kan præsentere en spiller fra absolut øverste hylde.

– I Mors-Thy Håndbold er vi stolte af at kunne tiltrække en kapacitet og et navn som Henrik Toft Hansen, og at en topspiller, der så sent som i januar vandt EM-medaljer med Danmark vælger vores klub, det er i den grad en kvalitetsstempling af Mors-Thy Håndbold, lyder det samstemmende fra HP Madsen og Sigurd Skovborg, Mors-Thy Håndbold.

Henrik Toft Hansen tiltræder i Mors-Thy Håndbold pr. 1. juli 2023, og kontrakten løber til 30. juni 2026.

Forfatter
Top