Genbrugsbutikker i Midt- og Vestjylland har højeste omsætning nogensinde

For første gang nogensinde har Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker i Midt- og Vestjylland haft en omsætning på næsten 11 millioner kroner i 2022.

”Det er en god nyhed, fordi genbrug kommer så mange mennesker til gavn. Folk har mulighed for at handle billigt og bæredygtigt her i Danmark, samtidig med at overskuddet er med til at redde liv i verdens fattigste lande,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Mere præcist endte omsætningen på 10,8 millioner kroner fra organisationens 20 midt- og vestjyske genbrugsbutikker, der bliver drevet af frivillige. Det er otte procent højere end den hidtidige rekord fra 2019. Resultatet er en del af en overordnet rekord, som alle Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker har sat i 2022 med en omsætning på 54,5 millioner kroner landet over.

Der er penge at spare

Generalsekretæren ser flere grunde til, at det netop var i 2022, at genbrugssalget i Folkekirkens Nødhjælp har sat rekord.

”Stigende priser har fået mange danskere til at tænke sig ekstra om, når de går på jagt efter nyt til garderoben eller hjemmet. For nyt kan godt være brugt. For eksempel har overtøj og striktrøjer været populære over vinteren, mens mange også køber stof, gardiner og lagner for selv at sy nyt,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

At handle genbrug i dag er for mange i høj grad en bæredygtig og klimavenlig livsstil, hvor man samtidig sparer penge. Men da Folkekirkens Nødhjælps første genbrugsbutik åbnede for 50 år siden, var det særligt folk med få ressourcer, der handlede brugt. På grund af den stigende inflation oplever Folkekirkens Nødhjælp, at mange – også nye kunder – nu igen handler i genbrugsbutikker med det primære formål at spare penge.

Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker i Midt- og Vestjylland finder man f.eks. i Lemvig, Nykøbing, Roslev, Skive, Snedsted, og Spøttrup.

Foto: Folkekirkens Nødhjælp

Forfatter
Top