Forsvaret advarer om brag fra kæmpe-øvelse

Jægersoldater, frømænd og deres kolleger fra en stor del af verden mødes i Danmark for at træne en lang række forskellige discipliner, når øvelsen ”Night Hawk 2021” gennemføres frem til den 7. oktober

Øvelsen kommer til at kunne høres og ses i hele Danmark, til lands, til vands og i luften – og nogle gange inde i byerne, oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.

Antallet af udenlandske deltagere tæller 2500 soldater fra 13 nationer placeret på Flyvestation Ålborg og Flådestation Frederikshavn.

De mange nationer deltager i øvelsen med alt fra konventionelle styrker, specialoperationsstyrker, fly, helikoptere, skibe og RHIB (hurtigtgående gummibåde). Det danske forsvar deltager med enheder fra Søværnet, Hæren, Flyvevåbnet og Hjemmeværnet.

Lukket for offentligheden
Det bliver desværre ikke muligt for offentligheden at følge med i øvelsen.

Night Hawk er omgærdet af en del hemmelighedskræmmeri, fordi specialstyrkerne skal kunne træne uforstyrret og uden at afsløre de taktikker, de benytter, når de bliver indsat.

Det er af samme årsag også begrænset, hvor mange detaljer der kan afsløres om hvor og hvornår soldaterne bliver indsat.

Der vil i forbindelse med øvelsen foregå landsdækkende aktiviteter med pludselig larm og eksplosioner.

Forsvaret vil løbende orientere om øvelsen på Facebook ”Specialoperationskommandoen – SOKOM” og på ”Forsvarets Øvelsesaktiviteter”.

Foto: Forsvarsgalleriet

Forfatter
Tags

Related posts

Top