Flere tager piller for at klare hverdagen

Når ældre danskere trækker i arbejdstøjet, er det i stigende grad efter at have skyllet smertestillende medicin fra det store pilleglas ned med morgenkaffen.

Således viser en ny analyse, som fagforbundet 3F har lavet på baggrund af data fra Sundhedsdatastyrelsen, at andelen af 60 til 65 årige, der bruger svagt smertestillende medicin på recept er steget med syv pct. fra 2014 til 2019.

Undersøgelsen dækker over medicintyper som Panodil og Ipren, der kræver recept, hvis man som borger vil have adgang til medicinen i store mængder.

Jan Hartvigsen, professor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, kalder det et problem, at flere og flere ældre er nødsaget til at bruge smertestillende medicin for at klare hverdagen.

– Hvis man er nødt til at bede sin læge om store mængder smertestillende piller for at klare arbejdsdagen, så er man jo ikke et godt sted i livet. Det er ikke en rar situation at være i, siger Jan Hartvigsen.

– Det viser, at der tilsyneladende er en gruppe ældre, der har svært ved at klare de krav, som arbejdsmarkedet stiller til dem, tilføjer professoren.

Stigningen i medicinforbruget kommer i kølvandet på efterlønsreformen, der trådte i kraft 2014, og som betød, at mulighederne for at trække sig tilbage på efterløn blev kraftigt forringet. Reformen har desuden bevirket, at efterlønsalderen er blevet sat gradvist op siden 2014, og har i sidste ende ført til, at langt flere seniorer er blevet på arbejdsmarkedet.

Forfatter
Top