Fjord, fæ og folk!

I Glyngøres gamle stationsbygning, der står som et monument for jernbanens komme og dens betydning for livet på Skivegenen, kan gæster opleve en ny udstilling om fjordens betydning.

Limfjorden har de sidste mange tusinde år været livsgrundlag og omdrejningspunkt for både mennesker og dyr. Som spisekammer, hovedfærdselsåre og levested. Tegn fra fortidens mennesker kan stadig findes overalt; gravhøje og køkkenmøddinger, spor fra sejlads og industri. Fra Oldtidens næsten uberørte vande til industrieventyr og friluftsliv. Limfjorden og mennesker hænger uløseligt sammen og påvirker hinanden på godt og ondt.

Oplev hvordan i udstillingen Fjord, fæ & folk! Udstillingen åbnes Skt. Hans-aften kl. 19, hvor alle er velkomne. Herefter kan den opleves hver dag i skolernes sommerferie og senere på sæsonen hver weekend.

Ud over den nye udstilling kan hele familien også fornøje sig i og udenfor Kulturstationen og lege med den seje bølgemaskine, kaste sig ud i krabbefiskeriets kunst, lave sin egen kunstneriske fisk og vandmænd eller lære mere om Limfjordens fascinerende dyreliv.

Museum Sallings naturvejleder Jesper Nielsen Krogh står for Blå Flag arrangementer langs kysterne i Skive Kommune, og man kan møde ham på udvalgte dage på stranden lige nedenfor Kulturstationen.

Forfatter
Top