Få hjælp til at smide kiloene og kvitte smøgerne

Det kan være en stor udfordring selv at kvitte cigaretterne eller at begynde på en sundere livsstil.

Sundhedscenter Limfjorden på Mors har to aktuelle tilbud, hvor dygtige medarbejdere hjælper og støtter på vejen mod sundere vaner.

’Knæk dine kost og motionsvaner’ er et tilbud for unge mellem 18 og 25 år med en BMI over 30.

– Mange er trætte af slankekure og stramme restriktioner og ønsker faktisk en livsstilændring. Det vil vi gerne hjælpe dem med, og derfor har vi udviklet et forløb, hvor der fuld fokus på opbakning og på at skabe nye varige vaner, fortæller Karina Søndergaard, som er kostvejleder på Sundhedscenter Limfjorden.

Forløbet strækker sig over 12 uger og består af både undervisning og træning. Før hver undervisning, bliver man vejet på Tanita-vægt, og tre gange i forløbet vil man blive opdateret på udviklingen af ens muskel- og fedtmasse.

Samarbejde med Midtmors Sport
Undervisningen varetages af kostvejlederen fra Sundhedscenter Limfjorden og foregår før træningen i Midtmors Sports lokaler. Herefter vil der være instruktør på, som vil hjælpe én i gang med et træningsprogram.

– Vi tager udgangspunkt i ’De små skridt’-konceptet, så man med små ændringer og masser af støtte bliver motiveret til at skabe vedvarende forandringer. Der er kun plads til 10 på holdet, og forløbet starter den 17. august. Så det er bare med at ringe til Sundhedscenteret og melde sig til, lyder opfordringen fra Karina Søndergaard.

Bliv røgfri med nyt fleksibelt forløb
Et andet nyt tilbud fra Sundhedcenter Limfjorden er det nye ’Kom & Kvit’ – rygestopstilbud. Det er et kontinuerligt og fleksibelt rygestopforløb i grupper, som er gratis, og man får professionel støtte fra en rygestopsrådgiver.

– Over halvdelen af de mennesker, som ryger, har et udtalt ønske om at blive røgfri, og sandsynligheden for, at dette lykkes, stiger markant, hvis de får professionel støtte undervejs, fortæller sundhedsinspirerende sygeplejerske Helle Stærk Østergaard.

Hun fortsætter:

– Der er behov for at møde de mennesker, som ryger, med et tilbud, som favner dem og deres behov. Derfor udbydes Kom & Kvit som et supplement eller alternativ til de traditionelle rygestopforløb i håbet om, at flere kan finde et forløb, der afspejler deres ønsker.

Konceptet er udviklet af Kræftens Bekæmpelse, Sund By Netværket og Danmarks Apotekerforening. Møderne afholdes ugentligt og varer ca. halvanden time. Man er velkommen til at deltage, når man har tid og behov. Det første møde er en samtale med en rygestoprådgiver.

Kom & Kvit er rygestoprådgivning, som kombinerer en individuel samtale, gruppemøder samt telefonopringninger. Hensigten med konceptet er, at det løbende skal tilpasses den enkelte, så borgeren får optimal støtte på sin vej mod et røgfrit liv.

Forfatter
Top