DFI-Geisler på ryggen giver succes på banen

Malene Sørensen, der til dagligt spiller fodbold for FC Thy – Thisted Q nyder for tiden stor succes på banen. Det skyldes måske, at hun fornyeligt fik ny rygsponsor i form af hendes arbejdsgiver, DFI-Geisler. De har nemlig valgt at forlænge deres sponsoraftale med FC Thy – Thisted Q.

Umiddelbart efter forlængelsen og det nye rygsponsorat kvitterede Malene Sørensen med en scoring i sejren over AGF samtidig med, at hun blev kåret til Rundens Spiller i 3. spillerunde af Kvindeligaen. Samtidig er den alsidige angriber også at finde på Månedens Hold for august 2022.

Hvorvidt der er sammenhæng mellem den sportslige succes for Malene Sørensen og hendes nye rygsponsor, vil vi lade den enkelte om at vurdere.

Administrerende direktør for DFI-Geisler, Lars Langkjær er godt tilfreds med den nye aftale med FC Thy – Thisted Q.

– Vi glæder os over den nye aftale med FC Thy – Thisted Q, eftersom vi gerne vil have, at vores sponsorater giver mening i lokalområdet. Og det giver rigtig god mening for os at være til stede på ryggen af Malene med tanke på, at hun er blandt vores ansatte, fortæller Lars Langkjær.

– Jeg tror heller ikke, at det er helt tilfældigt, at Malene går ind og scorer umiddelbart efter, at DFI-Geisler er at finde på ryggen af hende, afslutter Lars Langkjær smilende.

Trivsel og medarbejderpleje i fokus

Generelt har DFI-Geisler deres ansattes trivsel for øje, hvorfor de blandt andet ønsker at sikre et aktivt arbejdsmiljø. Det gør de blandt andet ved at stille motionscykler og andre ergonomiske hjælpemidler til rådighed for alle på kontoret samtidig med, at der løbende gøres brug af ergoterapeut.

Dette fokus på medarbejderpleje og trivsel er også noget Malene Sørensen anerkender.

– DFI Geisler er en fantastisk arbejdsplads. De er meget fleksible i forhold til min fodbold. Det ville ikke være muligt for mig at balancere et fuldtidsarbejde og tilværelsen som elitesportsudøver i Kvindeligaen, hvis ikke jeg havde en fleksibel og forstående arbejdsgiver i ryggen. Jeg er derfor meget stolt og glad for, at DFI-Geisler nu er at finde på min ryg, fortæller Malene Sørensen.

Forfatter
Top