Danmarksnyhed for cykelentusiaster

Hvad enten du er til MTB, racer, gravel eller e-bikes, så kommer her årets nyhed til dig – dig som er vild med den friske luft, Danmarks skønneste natur og som er kendt som cykelentusiast i venneflokken. Fra fredag d. 9. til søndag d. 11. juni åbnes Midtmors Sport og naturen på Mors, i Nationalpark Thy og i Salling nemlig for alle der har den selv den mindste interesse i cykling.

Weekenden krydres med mange forskellige cykelruter som er tilpasset alle former for cykler – og mennesker.
Hvad enten du er nybegynder eller erfaren, så er der en rute der passer dig. Cykelentusiasterne der står bag Morsø Bike Weekend håber at eventet bliver startskuddet til en kæmpe cykelsucces som bliver afholdt mange år frem. Medarrangør Keld Andersen udtaler: ”Der findes mange løb rundt omkring i Danmark, men vi vil gerne sætte mere fokus på hygge og motion for cykelfolket. Vi har lavet rigtig
mange ruter, ja faktisk helt op mod 25 forskellige, som deltagerne frit kan vælge imellem. Ruterne er specielle fordi viser den nordjyske natur fra allerflotteste side. Og så er sammenhold, hygge og lækker forplejning nøgleord for os.”

Når eventet henvender sig til alle cykelentusiaster i Danmark, skal der naturligvis også være muligheder for overnatning begge dage. Fodboldbanen tages i brug til camping- og teltplads, mens overnatning indendørs på egne medbragte madrasser, foregår i centret i Midtmors Sport.
Forplejningen er der også sørget for – både med morgenmadsbuffet, lækre sandwichs der kan nydes på ruterne og helstegt pattegris med kartofler og salat lørdag aften. Lørdag aften vil der være
kammeratskabsaften med livemusik og hygge.

Tilmelding
Efterdønningerne af Covid-19 mærker foreningerne stadig, hvor prioriteterne mellem arbejde, familieliv og fritid fylder meget. Friheden til at vælge til og fra er derfor en stor del af Morsø Bike Weekend.
”Hvad enten man ønsker at deltage i hele weekenden, to eller en dag – ja, sågar bare en enkelt cykeltur, så er der mulighed for det. Vi ved at friheden til at kunne vælge til og fra øger deltagelsen. Nogle kan måske sagtens afse en hel weekend, mens andre ikke har den mulighed.” Det fortæller medarrangør Karsten Larsen, som til sommer cykler med Team Rynkeby hele vejen til Paris på den ikoniske gule cykel.
Hvis du vil vide mere om Danmarksnyheden Morsø Bike Weekend, så kan du hoppe forbi Facebooksiden af samme navn, hvor du kan finde billeder af ruterne, tage et kig på GPS-filerne og se programmet for
weekenden. Når du er blevet helt hooked og vil have mere information og tilmeldes, så besøger du midtmorssport.dk/bikeweekend/ hvor du finder program, nyttig information og ruteoversigt samt tilmeldingslink og priser.

Forfatter
Top