Acoplastic Holding køber 51 pct. af aktierne i Kirk Plast Complete

Acoplastic Holding ApS, som gennem sit datterselskab Acoplastic A/S i Espergærde leverer avancerede løsninger i PTFE og andre high-tech plastics til ledende industrivirksomheder, udvider nu sine løsningsmodeller til kunderne med investeringen i sprøjtestøbningsvirksomheden Kirk Plast Complete A/S.

Kirk Plast Complete A/S i Thisted designer løsninger, udvikler prototyper, fremstiller værktøjer og producerer sprøjtestøbte emner i et tæt samarbejde med sine kunder. Sprøjtestøbningsvirksomheden er specialiseret i at udvikle komplette løsninger, blandt andet indenfor medicinalindustrien, tekniske artikler, landbrugsudstyr samt forsvars- og maritime komponenter. De er med hele vejen fra kundens idé til det
færdige produkt. Kirk Plast Complete A/S tilbyder således høj ekspertise indenfor produktudvikling og værktøjskonstruktion. Virksomheden har eget højteknologisk bearbejdningscenter og her fremstilles støbeværktøjer til brug i Kirk Plast Complete A/S’ eget moderformsystem, som er udviklet gennem mange år, med høj skudgaranti. Der
tilbydes også fremstilling af komplette formværktøjer, hvor der er fokus på overfladekvalitet og komplekse resultater i forenklede løsninger.
”Vi er meget glade for, at Kirk Plast Complete A/S har valgt at indgå i Acoplastic-gruppen,” siger Morten Andreasen, der er CEO i Acoplastic Holding ApS.

”Virksomhedens ekspertise indenfor sprøjtestøbning vil give os et bredere felt af løsninger til vores mange kunder og samtidig styrke vores vækststrategi,” fortsætter han.
I Thisted hos Kirk Plast Complete A/S hilser man de nye ejere velkommen. ”Vi ser frem til at blive en del af Acoplastic-gruppen og de fordele, der ligger i at være en del af en større gruppe,” siger Jesper Kirk Krog, administrerende direktør og grundlægger af Kirk Plast Complete A/S.
”Sammen vil vi kunne tilbyde vores kunder nye løsninger og fortsætte vores gode udvikling,” siger han.

Forfatter
Top