Årets pollensæson er skudt i gang

De kommende måneder slås op mod en million danskere med løbende næser og øjne der klø. Årets pollensæson er mandag skudt i gang, oplyser Astma-Allergi Danmark.

De første forårspollen fra elletræer og hasselbuske er registeret i pollenfælden hos organisationen. Og det sker på grund af det milde vejr, siger Anne Holm Hansen, direktør i Astma-Allergi Danmark.

– Vi har haft et godt stykke tid med høje frostgrader, og det har holdt startskuddet for pollensæsonen tilbage. Men nu kommer det milde vejr, og det betyder, at vi får pollental. Og vi kan jo se, at det allerførste pollental faktisk er ret højt, siger Hansen.

Det seneste pollental fra el er 70 i København, hvilket Astma-Allergi Danmark karakteriserer som “højt”. Tallet for det samme ligger til sammenligning på 29 i Aarhus.

Der er også blevet fundet pollen fra hassel, som i hele landet er på et moderat niveau, oplyser organisationen.

– De første pollental kommer ikke helt uventet, men de er høje og er kommet hurtigt, forklarer Anne Holm Hansen.

Hvor slem pollensæsonen bliver for dem med pollenallergi, afhænger af vind- og vejrforhold. Milde vejrforhold med lune temperaturer og solskin giver normalt flest pollen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet om tørt vejr og en del sol for hele landet de næste syv dage. Det kan få stor betydning for danskerne med pollenallergi.

– Det er varme, som omslutter pollen, så de springer ud. Så det skal nok få pollen til at stige i den nærmeste tid, siger Anne Holm Hansen.

/ritzau/

Foto: Astma-Allergi Danmark

Forfatter
Top