Flere medlemmer i idrætsforeningerne i Morsø kommune

I to år stak coronapandemien en kæp i aktivitetshjulet, men i 2022 kom idrætsforeningerne for alvor tilbage. Også når det kom til antallet af medlemmer.

Faktisk kom foreningerne i DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) så stærkt tilbage, at de på landsplan nu har flere medlemmer end før coronapandemien. De netop offentliggjorte medlemstal for 2022 viser således, at idrætsforeningerne havde en samlet fremgang på 110.878 medlemmer i forhold til året før og dermed kom op på 2.339.654 medlemmer – det højeste antal nogensinde.

I Morsø Kommune var der i 2022 fremgang i idrætsforeningernes medlemstal. Stigningen lyder på 354 flere medlemmer, så der nu er 8.259 medlemmer i idrætsforeningerne.
Stigningen i antallet af medlemmer betyder, at foreningslivet kommer tættere på niveauet i 2019 – og det er især fitness, der igen fylder træningslokalerne. Der var i 2022 44,4 % flere i det lokale foreningsbaserede træningscenter, så de samlede tal lyder på 1.034. Andre idrætter, som har oplevet større fremgang, er gymnastik og fodbold.

Ser man nærmere på alder og køn i Morsø Kommune, er der tre aldersgrupper, som skiller sig ud med en mere markant fremgang. De 7-12-årige har 7,9% flere foreningsaktive, mens de 19-24-årige og 25-39-årige har henholdsvis 9,2% og 5,6% flere medlemmer. Fremgangen gælder både mænd og kvinder.

I Thisted Kommune var der ikke de store udsving i medlemstallet fra 2021 til 2022. Her var der således en lille tilbagegang på 152 medlemmer, så der nu samlet er 18.262 medlemmer i kommunens idrætsforeninger i DGI og DIF.

Forfatter
Top