Nyt orgel til Lødderup Kirke på Mors

1. søndag i advent, d. 27. november, tager Lødderup Kirke sit nye orgel fra Frobenius i brug.
Det sker ved en festgudstjeneste med efterfølgende forfriskning og præsentation af orglets formåen.

Det er menighedsrådet og sognepræstens håb, at det nye orgel må give et musikalsk løft og blive til glæde ved kirkehandlinger og gudstjenester og koncerter i de kommende år.

Det første orgeludvalg blev nedsat tilbage i december 1999, så det er et længe næret ønske om nyt orgel, der indfries. I 2008 indsattes – midlertidigt – et digitalt øveorgel. Det skulle stå indtil der var økonomi til og mulighed for at realisere drømmen om et orgel, hvis klang og størrelse kunne fylde den store kirke. Ingen havde vel dengang tænkt sig, at der skulle gå så lang tid, som tilfældet har været. Men nu er det nu.

Det nye orgel kom i samlesæt til Lødderup sidst i august. Det står nu oppe på første sal, på pulpituret, lige over midtergangen. Pulpituret er blevet understøttet, så det kan bære den forøgede vægt. Orgelkonsulent Jens Chr. Hansen, Vinkelhede, har vejledt menighedsrådet i hele processen frem mod det nye orgel. Rådet har været på udflugt til en række kirker og hørt forskellige orgler. Der har været en licitationsrunde, valget faldt på Frobenius. Herefter har der været et stort arbejde med at søge fonde og finde midler. Mange har gjort et stort arbejde. Augustinus Fonden betænkte os. Andre anonymt. En lille opsparing hjalp også; så mange detaljer faldt lidt efter lidt på plads. Nu står orglet i kirken. Det tages i brug på søndag.

Forfatter
Top