SKOV i Glyngøre i stor udvidelse med nyt forretningsområde

SKOV A/S har per 15. april overtaget det hollandske selskab Sercom Regeltechniek B.V., der er en anerkendt specialist inden for styring af ventilation samt procesautomatisering til gartnerisektoren. Opkøbet er starten på SKOVs langsigtede målsætning om at blive en væsentlig spiller inden for ventilationsløsninger til gartnerisektoren globalt.

Det nye forretningsområde er i tråd med SKOVs eksisterende bidrag til en effektiv og bæredygtig global fødevareproduktion ved at levere ventilations- og managementsystemer til animalsk produktion verden over. SKOV er specialister i at levere standardiserede systemløsninger til grise-, fjerkræ-, kvæg- og insektproduktion.

“Vi har ad flere omgange vurderet, hvornår vi skulle træde ind som leverandør til gartnerisektoren. Vi ser fortsat gode vækstmuligheder inden for animalsk produktion, men vi ser også et stort potentiale i at SKOVs kompetencer, produkter og globale tilstedeværelse vil være interessant for producenter i den globale gartnerisektor. Med Sercom har vi fundet den rigtige kompetencepartner til at realisere dette potentiale”, fortæller Leo Østergaard, administrerende direktør, SKOV A/S.

Efter opkøbet har det hollandske selskab ændret navn til SKOV-SERCOM B.V.

SKOV-SERCOM vil fortsat blive drevet som en selvstændig virksomhed med udgangspunkt i den nuværende adresse i Lisse, Holland. SKOV-SERCOM beskæftiger knap 30 medarbejdere og har egen elektronik- og softwareudvikling, produktion af styreskabe, salg og service. 

Leo Østergaard, Administrerende direktør, SKOV A/S

“Jeg er sikker på, at vi vil høste store synergier ved dette opkøb. Med medarbejderne hos SKOV-SERCOM får vi et team med mere end 40 års erfaring inden for gartneribranchen samt en stærk controller-platform. Sammen med SKOVs kompetencer i at udvikle ventilationssystemer vil vi kunne gøre en forskel for vores nuværende og kommende globale kunder i gartneribranchen”, fortsætter Leo Østergaard.

Som med de andre forretningsområder i SKOV, skal investeringen i dette nye forretningsområde også ses som en langsigtet strategi og investering. 

“At træde ind i et nyt forretningsområde med eksisterende stærke leverandører undervurderer vi ikke. Det vil kræve hårdt arbejde, vedholdenhed og innovative løsninger. Det kender vi fra vores nuværende forretningsområder, og derfor er vi overbevist om, at vi også kommer til at lykkedes i dette område”, afslutter Leo Østergaard.

Fotos : SKOV A/S

Forfatter
Top