Ny ambulance

Regionen sender lokal ambulancekørsel i udbud

Regionsrådet i Region Nordjylland har besluttet at sætte 40 procent af ambulancetjenesten og den liggende patienttransport i udbud. Vinderne af udbuddet vil skulle løfte opgaven fra 1. april 2027.

De 40 procent dækker de nordjyske områder Himmerland, Thy, Mors og Han Herred. Denne beslutning kommer efter, at den private leverandør PreMed har opsagt sin kontrakt med regionen med virkning fra 1. april 2027. 

De to områder, som Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland driver, Vendsyssel og Aalborg, fortsætter uændret i regionalt regi og skal dermed ikke i udbud. 

Tre scenarier 

Et flertal i Regionsrådet har truffet beslutningen ud fra følgende tre scenarier: 

1. Udbud af ambulancetjenesten i Thy, Mors, Himmerland og Han Herred samt fortsat regional drift i Vendsyssel og Aalborg

2. Udbud af ambulancetjenesten i hele Region Nordjylland

3. Regional drift af ambulancetjenesten i hele Region Nordjylland

Efter politisk drøftelse er flertallet nået til enighed om model 1, og man har samtidig besluttet, at der laves en evaluering af den regionale drift af ambulancetjenesten og den liggende patienttransport i Vendsyssel og Aalborg om to år. 

“Vi har været rigtig glade for samarbejdet med PreMed, og derfor er vi også politisk kommet frem til, at vi sender ambulancetjenesten i Himmerland, Thy, Mors og Han Herred i udbud igen. Så får vi prøvet markedet af og ser, hvem der byder ind på opgaven”, siger Pia Buus Pinstrup (K), formand for udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen og tilføjer:

“Vi bliver nødt til at være ude i god tid for at have de bedste forudsætninger for at træffe beslutning om en løsning med virkning fra 1. april 2027”.

Regional kontrolberegning

Region Nordjylland vil i den kommende tid arbejde på at udarbejde udbudsmateriale. 

Sideløbende med udbudsprocessen vil der blive gennemført en regional kontrolberegning. Det vil sige, at det for Regionsrådet vil være muligt at sammenligne tilbud fra privat tilbudsgiver og regional drift efter samme principper og dermed skabe transparens mellem omkostningsniveauet for privat og regional drift. 

Udbudsprocessen vil blive gennemført i løbet af 2025. I begyndelsen af 2026 forventes udbudsprocessen afsluttet, og derefter skal der tages politisk beslutning om, hvem der på baggrund af udbuddet fra 1. april 2027 skal stå for ambulancetjenesten i Thy, Mors, Han Herred og Himmerland.  

I Regionsrådet stemte Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti for at sende ambulancetjenesten i udbud i Himmerland, Thy, Mors og Han Herred. Imod stemte SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Liberal Alliance – med forskellige begrundelser.

Foto : Region Nordjylland

af Redaktionen

Relaterede artikler

Sport, Thy, Topnyheder

Vingegaard kritiserer farlig finale i Paris-Nice

Etapen blev først ændret og siden forkortet to gange, inden rytterne endte med kun at køre 47 kilometer mod mål i Isola.
1 min read
Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Mors-Thy startede stærkt – men Aalborg og Hoxer trak fra

Mors-Thy Håndbold kom bedst fra land, men måtte til sidst se sig slået 33-26 af Aalborg Håndbold lørdag.
1 min read
Job & Erhverv, Thy, Topnyheder

ABC gav Majbritt mod på job igen

Gennem et kommunalt ABC-forløb fandt Majbritt Skjernø vejen tilbage til arbejdsmarkedet og til en gladere hverdag.
6 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.