Lokal ernæringsassistent elev vinder 3. plads til Nordjysk Mesterskab

Gastronomisk talent, kreativitet og højt humør var på menuen, da de to ernæringsassistentelever Anna Hedvig Amdi Sørensen og Arthiya Jensen fra Culinary på Nordic Food College var til Nordjysk Mesterskab for ernæringsassistentelever, hvor Anna fik en flot 3. plads.

Årets tema bød på ”Plantemad og Det gode håndværk” med fokus på sæsonens bedste, lokale råvarer. Til konkurrencen skulle eleverne både løse en individuel opgave og en gruppeopgave. Til den individuelle opgave havde eleverne 2,5 time til at lave et hovedmåltid og et mellemmåltid, og opgaven sluttede med en præsentation af menuen og tankerne bag. Man skal altså både være en dygtig håndværker og en dygtig formidler til konkurrencen.

Konkurrencens anden del bød på gruppeopgaven, hvor eleverne havde 1,5 time til i fællesskab at producere 30 ens smagsprøver, der kan fungere som et mellemmåltid. Smagsprøverne blev serveret for dommerne og det fremmødte publikum.

Her var der fokus på, at maden skulle være sund og nem at have med på farten. Anna (læreplads på Aalborg Universitetshospital, Thisted) og Arthiya (læreplads på Galtrup Efterskole) lavede 30 brødhapsere formet som horn.

Smagsprøverne hørte til det søde køkken, og de to elever fyldte hornene med fyld af bælgfrugter, så de passede til temaerne plantemad og sundhed. Hornene blev tilberedte, så de havde en nutella-agtig smag, hvilket faldt i god jord hos målgruppen, som var skolebørn. Efter de to konkurrenceelementer blev første-, anden- og tredjepladsen kåret, og der var tid til fejring og hygge.

“Det har virkelig været en god oplevelse, og det har været fantastisk at være en del af sådan et arrangement. Det har været spændende at se, hvordan både deltagere, dommere, arrangører og alle andre involverede brænder for faget. Det er meget givende at mærke den stærke faglighed og hvor engagerede alle er i at fremme sundhed inden for faget. Det var et meget velgennemført arrangement,” fortæller Anna Hedvig Amdi Sørensen, ernæringsassistentelev på Nordic Food College og vinder af 3. pladsen til Nordjysk Mesterskab for ernæringsassistentelever.

De to ernæringsassistentelever har trænet en del hjemmefra. De kendte til opgaverne på forhånd og brugte derfor meget tid på at udvikle opskrifter og øve håndværket. Det har været en god proces både for de to elever, der var med til at dyste om titlen som Nordjysk Mester, men også for deres klassekammerater, som har været en del af processen og budt ind med forslag til, hvordan opgaverne kunne løses.

“Vi har haft en fantastisk dag, og der var rigtig god stemning med huj og klap, da eleverne gik ind for at præsentere deres retter. Der bliver jeg som lærer stolt over at se den her udvikling, de går igennem. De vokser rigtig meget med opgaven både personligt og fagligt ved at øve og forberede sig. Der er sket en stor udvikling, fra at de producerede det første produkt til den sidste øvning, inden vi tog afsted til konkurrencen. Og så mærker de en faglig stolthed, når de skal præsentere deres mad, hvor de bliver bekræftede i, at de er dygtige, og det er dejligt at se”, fortæller faglærer Katrine Søndergård.

Indhold og fotos : Nordic Food College/EUC Nordvest

Forfatter
Top