Den 17. maj, på Børnenes Dag, samarbejder Bio Mors og Morsø Folkebibliotek om at vise kortfilm for børn i alderen 1-5 år. Kortfilmene er klippet sammen og varer ca. 45 minutter. Børnene vil møde mange karakterer de allerede kender, og også nogle nye animerede kortfilm fra ind- og udland.
Filmvisningen er en teaser for bibliotekets digitale gratis streamingtjenester: Filmstriben og Børnebiffen. Inden forestillingen vil børnebiblioteket kort præsentere bibliotekets digitale tilbud i børnehøjde.
Forestillingerne er gratis og kræver ikke billet – man kan gå direkte fra gaden og ind i biografsalen. Biografen kører med særlige børnevenlige priser i kiosken denne dag, så alle kan være med. Sæderne i salen fyldes efter først-til-mølle-princippet.
Kortfilmsprogrammet spiller 2 gange: 10.00-10.45 og igen 11.15-12.00
Lydoplevelsen i Bio Mors er altid af høj kvalitet – denne dag vil lyden være dæmpet for både små og store ører, og der vil være lidt mere lys end vanligt, så alle børn får en god oplevelse.
Samarbejdet er en del af Mors Handels større program: Børnenes Dag. Der vil denne dag være masser af sjove aktiviteter i hele gågaden.
Kilde og foto : Morsø Folkebibliotek