Limfjorden får nu et stort nyt stenrev bestående af 15.000 ton norsk granit ud over halvøen Holmtange ved Øsløs i Thy.
“Stenrev er et af de områder, hvor vi har den største biodiversitet. Vi forventer, at der bliver flere hummere og kommer flere fisk og muslinger i de områder, hvor vi genetablerer stenrevene”, fortæller Klavs Frederiksen, der er projektleder hos Limfjordsrådet til DR Nyheder.
Stenrevet kommer til at dække, hvad der svarer til 50 fodboldbaner i fjorden, og er en del af det 300 mio. kroner dyre Coastal Life projekt. Det skal forsøge at genskabe ålegræsbede, muslingerev, østersbanker og strandenge på Limfjordens kyster.