Konkurrencemyndighederne har nu godkendt Davidsens køb af Tømmergaarden med afdelinger i blandt andet Nykøbing Mors og Thisted. Den officielle overgang til Davidsen forventes at finde sted den 1. juni, hvorefter facaderne bliver skiftet ud med Davidsens visuelle identitet.
“Vi har set frem til denne milepæl, og snart kan vi byde kunderne i flere nordjyske byer velkommen i deres nye lokale Davidsen-forretning. Sammen med de øvrige nye forretninger, øger vi vores position i Nord- og Midtjylland markant, og vores kunder og samarbejdspartnere får endnu flere muligheder for at handle i en Davidsen-forretning”, siger adm. direktør i Davidsen, Henrik Clausen, og fortsætter:
“De nye forretninger vægter det lokale kendskab højt, helt i tråd med Davidsens ånd, og det vil naturligvis også fortsætte i fremtiden. Snart igangsætter vi de visuelle forandringer af forretningerne, men kunderne vil blive mødt af de samme medarbejdere, som de er vant til. På sigt vil vi videreudvikle det stærke lokalt tilpassede varesortiment, som Tømmergaarden allerede har bygget op, så vi kan fortsætte med at understøtte efterspørgslen fra professionelle kunder og de kvalitetsbevidste gør-det-selv folk“.

Regional ledelse med velkendte ansigter
Det har været en vigtig prioritet for Davidsen, at de 17 nye forretninger beholder den lokale forankring, når de integreres i Davidsen-koncernen. Derfor vil den daglige ledelse af forretningerne fortsætte med Tømmergaardens nuværende adm. direktør Klaus Hansen og direktør Mogens Holst, som begge har et værdifuldt kendskab til kunderne, produkterne og organisationen:
“Jeg er glad for sammen med Mogens Holst at fortsætte arbejdet i det nord- og midtjyske, og vi ser meget frem til at fortsætte udbygningen af forretningerne i det nordjyske som en del af Davidsen. Vores kunder og medarbejdere er hjørnestenen i Tømmergaarden, og det vil ikke ændre sig i fremtiden, hvor vi fortsat vil være i øjenhøjde med kunderne og tilbyde en stærk lokal service, fortæller Davidsens kommende regionsdirektør i Nordjylland”, Klaus Hansen, og fortsætter:
“Sammenlagt har Tømmergaarden og Davidsen mere end 120 års erfaring med byggeri og trælasthandel, og vi ser frem til at kombinere vores kompetencer i et fælles professionelt logistisk set-up til glæde og gavn for kunderne”.
I august 2024 offentliggjorde Davidsen yderligere opkøbet af Roslev Trælasthandel A/S og CF Petersen & Søn A/S. Roslev Trælasthandel blev en del af Davidsen den 1. februar 2025, mens det forventes, at CF Petersen & Søn bliver en del af Davidsen den 1. maj. Således vil købet af Tømmergaarden A/S markere afslutningen på Davidsens tre opkøb. Når Tømmergaarden officielt bliver en del af Davidsen, vil Davidsen-kæden bestå af 48 forretninger i Danmark og en enkelt i Grønland samt mere end 1.600 medarbejdere.
Fotos : Davidsen A/S