Det behøver ikke tage flere år, at komme sig efter en hjernerystelse. Det er Trine Kjær Overgaard fra Thisted et levende bevis på. Selvom der var tale om en alvorlig hjernerystelse har hun efter kun få måneders målrettet behandling igen fundet fodfæste i hverdagen.
I november sidste år pådrog Trine Kjær Overgaard fra Thisted sig en alvorlig hjernerystelse. Hverdagen blev vendt på hovedet, og hun kunne efter eget udsagn ikke være noget for nogen – og slet ikke sig selv.
“De første uger kom jeg faktisk slet ikke nogen steder, fordi der lå jeg hjemme og kunne ikke tåle lys eller lyd og var rigtig, rigtig dårlig. Jeg kunne ikke være noget for nogen – og slet ikke mig selv”.
Sådan beskriver hun den første tid efter, hun pådrog sig hjernerystelsen. Hun er blot én af mange, hvor generne fra hjernerystelsen ikke forsvinder efter nogle uger, men bare bliver værre og værre. I en ny podcast fortæller hun nu om den svære tid, og om hvordan hun med målrettet behandling kom styrket tilbage til livet.
Fremgang afløst af stilstand
Efter nogle uger oplevede Trine ganske vidst en vis bedring, hvor hun i korte perioder godt kunne håndtere lys og lyde. Men så gik det i stå. Derfor kontaktede hun i starten af året akupunktør Hans Erik Foldberg i Roslev nord for Skive.
Han forklarer, at det typisk er patienter, der er har fået en alvorlig hjernerystelse, der i første omgang oplever små fremskridt efterfulgt af et eller flere tilbagefald. Når dét sker, er det fordi kroppen siger fra, forklarer han:
“Hvis man forsøger at være i gang med aktivitet mere end hvad kroppen kan kapere, så får man svimmelhed. Hvis man går for hurtigt frem, får man kvalme – og bliver man ved, kan det ende med opkast. Det er kroppens sprog”, siger han.
Det psykiske pres
For Trines vedkommende satte hjernerystelsen hende under et stort psykisk pres. Hun blev sygemeldt fra sit arbejde og blev også hurtigt ramt af en følelse af, ikke at kunne bidrage til hverdagen og familien. Hun var bekymret for, om hun nogensinde ville komme ovenpå igen efter hjernerystelsen.
“Bekymringer som disse er reelle, og skal tages meget alvorligt. Der var nogle ting i forbindelse med skaden, hvor der ikke var det flow til hjernen, som der er brug for, for at kunne hele op. Så brugte vi akupunktur kombineret med floating, som til behandling af hjernerystelser er helt ideelt”, siger Hans Erik Foldberg.

Vægtløs tilstand
Floating (at flyde) betyder i praksis at man ligger i kropstempereret vand med et højt saltindhold og slapper helt af.
Når temperaturen i vandet og i den omkringliggende luft er den samme som kroppens, mærker man næsten ikke overgangen mellem kroppen og vandet. Det høje saltindhold sørger for, at man uden anstrengelser kommer til at flyde på vandoverfladen.
Floating hjælper kroppen med at aktivere det parasympatiske nervesystem; det system, som står for restitution og genopbygning.
En ond spiral
Sideløbende blev der arbejdet med at afstemme Trines aktivitetsniveau. Det handler om at finde balancen for derigennem at undgå overstimulering, som kan føre til tilbagefald. Samtidig er det vigtigt, at man ikke bliver fanget i en ond spiral af inaktivitet, som kan føre til stilstand i helingsprocessen.
“Når man som Trine er ramt af en alvorlig hjernerystelse bliver man nødt til at acceptere, at man på nuværende tidspunkt kan mindre, end man er vant til. Ellers risikerer man at gøre ondt værre. Til gengæld lover jeg dig, at når systemet kommer lidt længere frem, så begynder energien og overskuddet igen at vende tilbage”, forklarer Hans Erik Foldberg.
Efter nogle få ugers behandling med svingende symptomer, tvivl og afmagt, begyndte Trine endelig at opleve en forandring.
“At mit hoved igen er i sådan en kreativ proces, hvor jeg bare får nye ideer og har lyst til at lave alt muligt – det troede jeg helt oprigtigt aldrig skulle ske”, siger hun.
Der er noget at gøre
I dag har hun genoptaget sit arbejde, og den hverdag, hun frygtede at måtte vinke farvel til, er igen blevet en mulighed.
“Hvis du havde spurgt mig for halvanden måned siden, havde jeg sagt, at det aldrig ville ske”, understreger hun.
Forløbet har lært hende, hvor vigtigt det er, at mennesker med hjernerystelse får den rette støtte, viden og behandling.
“Alle fortjener at vide, at der er noget at gøre ved det”, lyder det afslutningsvist fra Trine Kjær Overgaard.

Det Fantastiske Menneske
Trines forløb er omdrejningspunktet i første afsnit af den nye podcast Det Fantastiske Menneske, som Hans Erik Foldberg står bag.
Det Fantastiske Menneske er en podcast om kroppens enestående evne til at hele – fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Gennem personlige fortællinger og faglige samtaler sættes der fokus på, hvordan mennesker kommer videre efter sygdom, kriser eller længerevarende belastninger som fx hjernerystelser, senfølger og stress.
Podcasten tager afsæt i praksisnære erfaringer fra Hans Erik Foldbergs klinik i Roslev, hvor moderne og evidensbaserede behandlingsmetoder kombineres med en holistisk tilgang med udgangspunkt i akupunktur.
Hvert afsnit bygger på virkelige forløb og undersøger, hvad der sker i kroppen og nervesystemet, når det hele går i stå – og hvordan vi langsomt kan finde vej tilbage til balance, nærvær og livsenergi.
“Vi dykker ned i emner som stress, smerter, søvn, traumer, restitution og regulering af nervesystemet. Målet er ikke at give enkle svar, men at inspirere til indsigt, håb og ny forståelse af det hele menneske”, slutter Hans Erik Foldberg.
Det Fantastiske Menneske:
- Spotify: https://open.spotify.com/show/0cOgPtxmjFIUZTsAlCyA2M?si=59a8f4c53b0f42f4
- Youtube: https://www.youtube.com/@DetFantastiskeMenneskePodcast
Fotos : Foldberg, Roslev