NORDJYSKE fyrer 13 medarbejdere i ny sparerunde

Det Nordjyske Mediehus, der blandt andet udgiver dagbladet Nordjyske, Ligeher.nu Thy Mors, Nordjyske.dk samt en række fagblade, har i dag fyret 13 medarbejdere – heraf samtlige fotografer.

”Hvis vi fraregner de otte nuværende praktikanter, så vil der efter den her fyringsrunde kun være 55 fastansatte redaktionelle medarbejdere tilbage i Det Nordjyske Mediehus. Sammenligner vi med situationen i december 2024, er det altså sådan, at 25,7 procent af de fastansatte redaktionelle er forsvundet på mindre end et halvt år”, skriver medarbejerne ifølge Fagbladet Journalisten.

Ledelsen har fyret alle fotograferne i mediehuset, fire medarbejdere på Puls-redaktionen og kolleger på Samfund, Sporten, Erhverv og i den kommercielle afdeling. Med til historien hører også, at Chefredaktør Karen Keinicke med udgangen af april meddelte, at hun fratrådte efter 21 års ansættelse i mediehuset, da hun ikke kunne se sig selv i det jobtilbud, Direktionen fremkom med i forbindelse med den nye måde, man vil udkomme.

Der venter abonnementerne et Nordjyske, der fremover skal udkomme med mindre, men bedre kvalitet, gå væk fra clickbait og være mere visuelt anlagte.

Og så skal mediet til at være konstruktivt, da brandet er ”udfordret”, og Nordjyske ”opfattes som sure gamle mænd”.

Netop den melding fik medarbejderne op i et røde felt. De er betænkelige ved, at det på forhånd var varslet, at der skulle tages et opgør med de ”sure gamle mænd” i Det Nordjyske Mediehus.

”Kunne man forestille sig sådan en udmelding med modsat fortegn? Det er påfaldende, at 11 ud af de 13 fyrede er mænd – og sammenlagt har de været ansat i 287 år og 9 måneder hos Det Nordjyske Mediehus. Inklusive de to kvinder smider vi 311 år og 1 måneds erfaring på gaden”, skriver medarbejderne ovenpå dagens fyringer.

Mediekoncernen har ikke meldt ud, hvorvidt fyringerne har ramt det i forvejen stærkt beskårede kontor i Thy, og hvorvidt kontoret fortsat vil forblive åbent. Efter sidste fyringsrunde var er kun to fastansatte journalistiske medarbejdere tilbage i Thisted. Artiklerne til Ligeher.nu skrives af freelancere samt centralredaktionen i Aalborg.

Foto : Det Nordjyske Mediehus

Forfatter
Top