De fire DM-semifinalister var allerede fundet, og det lå også allerede fast, hvem der skulle møde hvem. Derfor var sidste runde i slutspilsgrupperne et spørgsmål om at komme bedst muligt ind til semifinalerne.
Her ser de forsvarende mestre fra Aalborg Håndbold ud til at stå stærkt. Nordjyderne afsluttede gruppespillet med en sikker sejr på 34-27 over Mors-Thy.
Også vinderen af den anden slutspilsgruppe, GOG, rundede af med en sejr. Den lød på 31-28 hjemme over sidste sæsons sølvvindere fra Fredericia.
De to favoritter til at ende i finalen kan konstatere, at begge de respektive semifinalemodstandere kommer mere skrantende ind i den afgørende fase.
På udebane tabte Skjern, som skal møde GOG, 26-30 til Skanderborg AGF. TTH, som skal møde Aalborg, spillede 29-29 mod Bjerringbro-Silkeborg.
Aalborg har som eneste hold ikke tabt en eneste af de seks kampe i slutspillet. Fem sejre og en enkelt uafgjort blev resultatet af en overbevisende indsats i gruppen.
Mors-Thy fik dog heller aldrig færten af point i Gigantium onsdag, hvor Aalborg var stærkest gennem hele opgøret. Fra pauseføring på 17-13 udbyggede man stille og roligt føringen i de sidste 30 minutter.
Sebastian Barthold blev topscorer i kampen med otte mål på ti forsøg.
De første semifinalekampe spilles 25. maj.
Foto : Aalborg Håndbold