André startede på FGU med et håb – et håb om at komme videre i livet og ikke bare blive hængende derhjemme, son han havde gjort i to år. Men det var ikke let.

Angsten fyldte så meget, at det i starten var svært overhovedet at komme ind ad døren på skolen. Hans mor kørte ham til skole, og enten kontaktlærer eller vejleder mødte André ved bilen, hvor de forsøgte at overtale ham til at komme med ind. Nogle dage lykkedes det. Andre gange måtte han køres hjem igen.

André giver udtryk for, at det for ham var mega hårdt at have så meget angst og hele tiden være styret af angsten.

Svær start – men skridt fremad

I begyndelsen var André kun på skolen få timer om ugen, når det overhovedet lykkes ham at komme ind ad døren. Hvis han kom ind, skete det, at han forlod undervisningen for at få en pause, som han selv siger – og ofte kom han ikke tilbage. I stedet ringede han efter sin mor, som hentede ham igen.

Det var frustrerende – for André, for familien og også for FGU. Mange møder blev holdt, mange aftaler blev lavet, og mange forsøg blev gjort for hjælpe André videre, som var hans ønske. Alle parter oplevede følelsen af ikke at lykkes.

Alligevel holdt alle ved og specielt André kæmpede. Nogle dage var bedre end andre. Selvom klassekammeraterne undrede sig over, at han ikke altid var der, eller at han forsvandt midt i undervisningen, blev han mødt med accept. De ville gerne have ham med.

Nyt venskab blev vendepunkt

Specielt en af de andre drenge i klassen, der selv kæmpede med nogle udfordringer, var meget vedholdende og omsorgsfuld i kontakten med André. Det resulterede i et tæt venskab, som fik stor betydning for André.

Hjemme kæmpede forældrene videre bl.a. med psykiatrien. Og endelig oplevede forældrene at blive lyttet til. André fik hjælp og begyndte på medicin mod sin angst. Det blev et vendepunkt, fortæller André.

“Jeg føler mig mere afslappet nu – også i situationer, hvor jeg før ville gå i panik. F.eks. eksamen, der plejer jeg at være meget nervøs. Der var slet ikke noget, da jeg var oppe til prøve herpå FGU. Jeg var helt afslappet“, siger han.

André giver udtryk for, at han er glad for at være medicineret, selvom han ved, at det formentlig er noget, han skal være resten af livet. Men forskellen, han mærker i hverdagen, skaber livsglæde for ham.

Bristet drøm – gav nyt mod

André havde en drøm om at komme i militæret. Den drøm lever ikke længere – hans psykiske udfordringer og medicinering spænder ben for den vej. Men André har ikke mistet modet.

Han har lagt en ny plan: Han vil tage en HF og derefter læse til pædagog. Han er blevet inspireret af sin tidligere støttekontakt og pivatlærer, Kasper. André kan godt se sig selv arbejde med noget af det samme, som Kasper gør – hjælpe andre unge, der har det svært.

André er i dag glad for at gå på FGU, han er på fuld tid og mødestabil. Han fremhæver den støtte, han har fået, og de venner, han har fået på FGU  – fællesskabet på skolen har stor betydning for ham. Relationer med tidligere elever, holder han forsat i. Og midt i det hele har han også fået en søde kæreste, som han nu har været sammen med i et halvt år.

Andrés historie er ikke en solstrålehistorie i traditionel forstand. Den er ærlig og ujævn, fuld af kampe og små sejre – og netop derfor håbefuld. Den handler om, hvad der kan ske, når man ikke giver op. Og når nogen bliver ved med at tro på, at man godt kan.

Kilde og foto : FGU Nordvest