Presset muslingeerhverv vil møde politikerne på Borgen

“Vi har brug for jeres hjælp til at få fakta ind i debatten, ellers er det et erhverv der må lukkes ned som minkerhvervet”.

Så kontant lyder meldingen fra Direktionschef Jan Christensen, Vilsund Blue.

Derfor drager ansatte, fiskere, lokalpolitikere og organisationer til Christiansborg på tirsdag den 27. maj 2025, hvor man kl. 10.30-14.00 i Rigsdagsgården vil tale muslingeerhvervets sag. Det sker på baggrund af, at Fødevareministeriet har en bekendtgørelse i høring lige nu, der i sin nuværende form, vil betyde en nedlukning af muslingefiskeriet. Det vil ramme blandt andet Vilsund Blue i Nykøbing Mors hårdt, og betyde en lukning af virksomheden.

Arrangørerne har inviteret alle folkevalgte politikere til arrangementet.

“Formålet med denne begivenhed er at give jer en unik mulighed for at smage på vores lækre muslinger og samtidig deltage i en konstruktiv dialog om muslingeerhvervet”, skriver man i indbydelsen.

Brug for seriøse input i debatten

“Det er afgørende, at vi får belyst de faktiske forhold om muslingeerhvervet, som desværre overdøves af useriøse kampagner styret af Danmarks Naturfredningsforening. Vi ønsker at fremhæve de mange positive aspekter ved erhvervet, herunder dets bæredygtighed, kvælstofreducerende virkning på havmiljøet, lokal identitet, økonomiske bidrag og gastronomiske værdier”, skriver Jan Christensen, Vilsund Blue i indbydelsen.

Vilsund Blue arrangerer fælles transport til arrangementet fra Nykøbing Mors, og sidste tilmeldingsfrist er i morgen torsdag den 22. maj 2025 kl. 16.00 på jc@vilsund.com.

Foto : Danmarks Fiskeriforening

Forfatter
Top