Det var hverken optøjer eller et større håndgemæng, der forleden aften fandt sted bag klitten ved de Sorte Huse i Agger. Det kunne godt ligne, men det var bare Fyrspillerne, der for første gang øvede bryllupsdansen til årets Fyrspil ”Gennembruddet”
Fyrspillene i Sydthy markerer i år 200-året for havets gennembrud på Agger Tange med forestillingen ”Gennembruddet”, hvor der er fokus på fællesskabet i det lille samfund, der pludselig rammes af en katastrofe. I sær handler forestillingen om kvinderne, der lever et slidsomt liv i evig angst for, at mændene ikke vender tilbage fra fiskeriet på havet.
Sorg og glæde følges dog som bekendt ad og en af de glade stunder i forestillingens lille fiskersamfund er fejringen af et ungt par, som holder bryllup – naturligvis med godt humør, musik og dans.

Bryllupsdans med udfordringer
Og det var bryllupsdansen, som blev indøvet ved Fyrspillenes første åbne prøve i aftensolen i Agger. Godt humør var der til overflod, til gengæld kneb det lidt med at koordinere arme og ben til en yndefuld dans.
Fyrspillets instruktør Hans Stokholm Kjer gav dog ikke op og afslørede undervejs, at han også er en habil danseinstruktør. Han fik god hjælp af fløjtenisten Shanti, som til daglig er naturfotograf, men som i Fyrspilssammenhæng både står for en del af det musikalske islæt og spiller rollen som den mystiske fløjtespiller, der indimellem blander sig i handlingen.
Fløjtespilleren, de musikalske indslag, sangene og dansen var ikke en del af det oprindelige manuskript til årets Fyrspil. Det er instruktør Hans Stokholm Kjer, som har tilføjet ny lyrik og musik, som han selv har komponeret og arrangeret. De musikalske indslag supplerer dialogen med en understregning af, at stykket ikke alene handler om en historisk begivenhed, men også har et almengyldigt budskab til os moderne mennesker.
Selvom der var udfordringer med koordinationen på første dansedag, lover både instruktør og fyrspillere, at alt vil være smukt og koordineret, når ”Gennembruddet” har premiere ved De Sorte Huse i Agger den 2. juli.
Der opføres fem forestillinger fra den 2. til den 6. juli.
Indhold og fotos: Fyrspillene i Sydthy