Fra Thy Internationals:
Thy Internationals og Thisted Kommune har i den seneste tid afholdt en række konstruktive møder, som begyndte med flere dialoger med borgmester Niels Jørgen Pedersen og senest inkluderede direktør Jan Michelsen, erhvervs- og beskæftigelseschef Trine Engholm Christensen samt sektionsleder Hanna Bjerregaard fra Jobcenter Thisted. Fokus er klart: at skabe et stærkt og målrettet samarbejde om at tiltrække internationale medarbejdere og sikre dem gode vilkår i Thisted Kommune.
“Det er afgørende, at vi har en fælles indsats og en klar retning for at understøtte det lokale erhvervsliv med adgang til kvalificeret arbejdskraft. Samarbejdet med Thy Internationals giver os en stærk platform til at lykkes med denne opgave”, siger Jan Michelsen, direktør for blandt andet erhverv i Thisted Kommune.
Skriger på arbejdskraft
Thisted Kommune har i april 2025 en lav ledighed på 2,4 % og står allerede over for en stigende mangel på arbejdskraft – et behov, der forventes at vokse. Samtidig har beskæftigelsen været stabil uden betydelig vækst, men andelen af udenlandsk arbejdskraft er steget, og en væsentlig del af kommunens arbejdsstyrke består nu af internationale medarbejdere.
Denne udvikling sker i en kommune, hvor befolkningsprognosen viser et fald i den erhvervsaktive aldersgruppe og en stigning i antallet af ældre borgere. Det understreger behovet for at fastholde og tiltrække udenlandske arbejdstagere og deres familier for at sikre, at arbejdsstyrken kan imødekomme erhvervslivets behov og understøtte den lokale økonomi.

Thy Internationals bygger bro
Thy Internationals fungerer som brobygger mellem kulturer. Som forening tager de imod nye internationale borgere og tilbyder sparring til kommunen om, hvordan modtagelsen kan styrkes, og integrationen kan forbedres. Dette partnerskab skaber en stærk platform for integration, forståelse og vækst.
“Thisted Kommune har et stort potentiale som en attraktiv destination for internationale medarbejdere og deres familier. Vi har i høj grad brug for kvalificeret arbejdskraft, der kan bidrage til vores vækst og udvikling”, siger Borgmester Niels Jørgen Pedersen, og fortsætter:
“Samarbejdet med Thy Internationals er en vigtig del af vores indsats for at sikre både virksomhedernes behov og en god integration af internationale tilflyttere.”
Thy Internationals arbejder hver dag for at sikre, at internationale borgere føler sig velkomne og hjemme. Foreningen skaber fællesskab og tryghed for tilflyttere, samtidig med at de giver værdifuld feedback til kommunen om de oplevede udfordringer.
“Vi tror på, at international arbejdskraft ikke kun er en nødvendighed – det er en kæmpe mulighed. De bringer ikke bare hænder, men også hjerte, viden og nye perspektiver, som kan være med til at løfte hele Thy”, siger Keren Familia Christensen, formand for Thy Internationals.
Thy Internationals inviterer alle interesserede til deres næste arrangement den 14. juni, hvor der sættes fokus på rettigheder for internationale arbejdstagere og vigtig EU-information. Arrangementet er åbent for både nye og etablerede borgere i Thy.
Indhold : Thy Internationals
Fotos : Bertel Bolt og Thy Internationals