Regionsrådet i Region Nordjylland har besluttet at sætte 40 procent af ambulancetjenesten og den liggende patienttransport i udbud. Vinderne af udbuddet vil skulle løfte opgaven fra 1. april 2027.
De 40 procent dækker de nordjyske områder Himmerland, Thy, Mors og Han Herred. Denne beslutning kommer efter, at den private leverandør PreMed har opsagt sin kontrakt med regionen med virkning fra 1. april 2027.
De to områder, som Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland driver, Vendsyssel og Aalborg, fortsætter uændret i regionalt regi og skal dermed ikke i udbud.
Tre scenarier
Et flertal i Regionsrådet har truffet beslutningen ud fra følgende tre scenarier:
1. Udbud af ambulancetjenesten i Thy, Mors, Himmerland og Han Herred samt fortsat regional drift i Vendsyssel og Aalborg
2. Udbud af ambulancetjenesten i hele Region Nordjylland
3. Regional drift af ambulancetjenesten i hele Region Nordjylland
Efter politisk drøftelse er flertallet nået til enighed om model 1, og man har samtidig besluttet, at der laves en evaluering af den regionale drift af ambulancetjenesten og den liggende patienttransport i Vendsyssel og Aalborg om to år.
“Vi har været rigtig glade for samarbejdet med PreMed, og derfor er vi også politisk kommet frem til, at vi sender ambulancetjenesten i Himmerland, Thy, Mors og Han Herred i udbud igen. Så får vi prøvet markedet af og ser, hvem der byder ind på opgaven”, siger Pia Buus Pinstrup (K), formand for udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen og tilføjer:
“Vi bliver nødt til at være ude i god tid for at have de bedste forudsætninger for at træffe beslutning om en løsning med virkning fra 1. april 2027”.
Regional kontrolberegning
Region Nordjylland vil i den kommende tid arbejde på at udarbejde udbudsmateriale.
Sideløbende med udbudsprocessen vil der blive gennemført en regional kontrolberegning. Det vil sige, at det for Regionsrådet vil være muligt at sammenligne tilbud fra privat tilbudsgiver og regional drift efter samme principper og dermed skabe transparens mellem omkostningsniveauet for privat og regional drift.
Udbudsprocessen vil blive gennemført i løbet af 2025. I begyndelsen af 2026 forventes udbudsprocessen afsluttet, og derefter skal der tages politisk beslutning om, hvem der på baggrund af udbuddet fra 1. april 2027 skal stå for ambulancetjenesten i Thy, Mors, Han Herred og Himmerland.
I Regionsrådet stemte Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti for at sende ambulancetjenesten i udbud i Himmerland, Thy, Mors og Han Herred. Imod stemte SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Liberal Alliance – med forskellige begrundelser.
Foto : Region Nordjylland