Aarhus Universitet leder et innovativt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan unge i Danmarks ø- og landområder kan få optimal støtte til at træffe kvalificerede beslutninger om deres fremtid.
For mange unge mødes med forestillingen om, at succes kræver, at de forlader deres lokalsamfund til fordel for storbyerne. Denne tendens udfordrer ikke bare lokalsamfundenes evne til at fastholde ung arbejdskraft, men truer også den langsigtede økonomiske og sociale bæredygtighed i disse områder.
Virkeligheden er imidlertid mere nuanceret. International forskning viser at mange unge ønsker at blive i deres lokalområde eller vende tilbage efter endt uddannelse. I de kommende to år vil forskningsteamet derfor samarbejde intensivt med lokale undervisere, studievejledere, erhvervsliv og de unge selv for at kortlægge deres drømme, udfordringer og muligheder på Bornholm, Mors og i Det Sydfynske Øhav. Sammen vil de udvikle skræddersyede vejledningsmodeller, der respekterer unges forskellige livsvalg – hvad enten de ønsker at blive, vende tilbage eller flytte væk.
Projektet, der bærer navnet SpaCIIS (Spatialising Career Interventions for Inclusivity and Sustainability), gennemføres af Aarhus Universitet i samarbejde med Studievalg Danmark og finansieres af EU-midler. Under ledelse af den skotske forsker Dr. Rosie Alexander indgår projektet også i et strategisk samarbejde med Melbourne University i Australien. Ambitionen er at skabe modeller for karrierevejledning i ø- og landområder med international gennemslagskraft.
Projektets indledende fase omfatter to centrale spørgeskemaundersøgelser: én målrettet unge under uddannelse og én for borgere og erhvervsdrivende på øerne.
Læs mere og deltag i undersøgelsen på projektets hjemmeside: https://projects.au.dk/spaciis.
Foto: Per Bille, Kulturmødet på Mors