Fra Venstre Mors:
Jesper Balle Kristensen fra Vils har besluttet at genopstille til kommunalvalget i november. Jesper er 35 år, gift og far til to børn. Han er tidligere minkavler og arbejder i dag som selvstændig håndværker.
Jesper blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i 2021 og har siden haft plads i Udvalget for Teknik og Miljø samt Økonomiudvalget. Ud over udvalgsarbejdet har posten som Venstres gruppeformand og viceborgmester betydet meget for ham.
“Det har været en stejl læringskurve, men jeg har følt mig godt tilpas i opgaven helt fra start. Jeg har været med til at sætte en retning for fremdrift og været med til at træffe svære, men nødvendige beslutninger – en opgave jeg ser meget frem til forhåbentligt at kunne fortsætte efter valget.”
Som gruppeformand har han sat stor pris på det stærke samarbejde og ønsket om at få hele Venstre-holdet med i beslutningerne.
“Vi har i denne periode haft en stærk gruppe, som har arbejdet godt sammen og på fornem vis har repræsenteret hele Mors i kommunalbestyrelsen.”
Nu ser Jesper frem mod de kommende fire år:
“Vi har sat mange projekter og initiativer i gang – og jeg glæder mig til at følge dem til dørs og understøtte de nye, der kommer til. Vi skal turde træffe de svære beslutninger, hvis vi vil sikre fortsat udvikling for hele øen.”