Fra Destination Limfjorden:
De endelige overnatningstal for 2024 er blevet offentliggjort og viser, at det går godt i Destination Limfjorden! Med en samlet stigning på 4 % i antal overnatninger sammenlignet med året før, overhaler vi landsgennemsnittet, der ligger på 2 %. Det er vi naturligvis både glade og stolte over.
Tallene viser, at vores samlede område står stærkt og formår at tiltrække flere gæster, også i et år hvor væksten på landsplan er mere moderat. Det bekræfter, at den fælles indsats vi laver for at udvikle attraktive oplevelser, styrke samarbejdet med erhvervet og synliggøre området bærer frugt.
Vi ser en stigning på både det danske og det tyske marked, som er vores to vigtigste markeder. Det viser, at vores indsats også virker internationalt – og at vi formår at fastholde og udvikle interessen for Limfjordslandet hos både danske og udenlandske gæster.
“Det er meget positivt, at vi ser en vækst, der ligger over landsgennemsnittet. Det vidner om, at vores fælles indsats med både erhvervet og kommunerne på vores egn skaber resultater. Vi er godt på vej til at gøre vores Limfjordsområde til en endnu stærkere destination,” udtaler direktør Rasmus Friis Sørensen.
Stigningen kommer i forlængelse af en række målrettede indsatser for at styrke turismen i skuldersæsonerne, udvikle lokale oplevelsestilbud og forbedre vores synlighed.
Blandt de mange tiltag er projektet Smag på Limfjorden et godt eksempel på den retning, vi arbejder i. Her samarbejder vi med lokale fødevareaktører og oplevelsessteder om at udvikle nye, smagfulde oplevelsestilbud, der er med til at styrke områdets attraktionsværdi og skabe nye grunde til at besøge vores Limfjordsland – også uden for højsæsonen.
Et overblik over nogle af de øvrige projekter og initiativer vi arbejder med, kan findes her:www.destinationlimfjorden.dk/erhverv/nyheder/projekter
Fotos : Destination Limfjorden