Thisted FC står over for en ændring i den daglige ledelse. Efter gode og åbne drøftelser er bestyrelsen og direktør Søren Willette Pedersen i fællesskab blevet enige om at afslutte samarbejdet med udgangen af juli 2025. Afsættelsen sker i fuld overensstemmelse.
“Efter gode og åbne drøftelser er vi i fællesskab blevet enige om at afslutte samarbejdet med udgangen af juli 2025, og det sker i fuld overensstemmelse”, skriver bestyrelsesformand Jens Nystrup Hammer i en pressemeddelelse.
“Søren har i sin tid i Thisted FC spillet en vigtig rolle i klubbens udvikling. Med stort engagement har han stået i spidsen for en række betydningsfulde initiativer og sat sit aftryk – både strategisk og menneskeligt”, fortsætter formanden.
Økonomi og målsætninger er årsagen
Beslutningen er truffet med afsæt i klubbens ønske om at styrke det økonomiske fundament og sikre en bæredygtig fremtid.
“Udfordringer med faldende sponsorindtægter overordnet, har desværre gjort det nødvendigt at foretage denne ændring for at kunne indfri både kortsigtede og langsigtede målsætninger. Det har været en vanskelig, men nødvendig prioritering”, oplyser Jens Nystrup Hammer, og fortsætter:
“Vi vil gerne takke Søren for hans store dedikation og den indsats, han har ydet for klubben. Hans arbejde har været uvurderligt, og vi sender ham videre med de varmeste anbefalinger og ønsker ham alt det bedste fremover”, slutter formanden.
Søren Willette Pedersen vil frem mod sin fratrædelse fortsat være til rådighed for spørgsmål og overdragelse, og vi er taknemmelige for hans vilje til at støtte klubben i denne overgangsperiode.
Foto : Rasmus Lykke, TFC