Virksomheder forventer større omsætning med vaccinepas

I mange virksomheder er der forventning om at kunne få en højere omsætning, hvis der bliver indført et vaccine- og coronapas.

Det viser en rundspørge, som interesseorganisationen Dansk Erhverv har lavet blandt sine medlemmer. Der er kommet svar fra 1193 virksomheder.

I undersøgelsen svarer mere end hver tredje adspurgte virksomhed, at der er forventning om at kunne løfte omsætningen med hjælp fra et vaccine- og coronapas.

Inden for oplevelsesindustrien er andelen endnu højere. Her forventer tre ud af fire virksomheder en større omsætning, hvis man indfører det særlige pas.

Ifølge Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, vil et vaccine- og coronapas være en stor hjælp for de virksomheder, der i dag enten er ramt af restriktioner og derfor har lavere omsætning, eller som er tvangslukket.

– Der vil et vaccine- og coronapas kunne betyde, at man meget let kan åbne Danmark op. Ikke bare inden for oplevelsesindustrien, men også inden for andre industrier.

– Det vil give noget håb og lys for enden af tunnelen for rigtig mange danske virksomheder, siger Brian Mikkelsen.

Regeringen arbejder i øjeblikket på et vaccine- og coronapas. Tidligere har det været fremme, at det forventes at være klar primo 2021.

Idéen med passet er, at det skal angive, om en person har modtaget vaccine mod coronavirus. Det har også været drøftet, om passet skal indeholde andre informationer som eksempelvis smittehistorik og negative coronatest.

/ritzau/

LÆS OGSÅ:

Sundhedsministeriet barsler med vaccinepas

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top