Vinterbadefestivalen i Vorupør er reddet

I Vorupør var man næsten klar til den store traditionelle Vinterbadefestival 4. juledag, da stormen Urd ramte for fuld styrke. Den specialbyggede sauna med plads til 50 personer var sat op, og de store varmtvandsbassiner var kørt i stilling ved siden af Danmarks første Havbad.

Det sørgelige syn, der mødte arrangørerne og andre 3. juledag, var en totalt smadret sauna, og et havbad, der var oversvømmet og fyldt med sand.

Nu var der så to muligheder, enten at aflyse eller ændre i planen. Efter et kort møde i arrangørgruppen, var meldingen klar og enslydende: ”vi gennemfører med de nødvendige tilpasninger”.

– Vi har besluttet, at vi ikke lader os kue af blæsten, men vil vise omverdenen, at når lokalsamfundet står sammen, så kan vi næsten udføre mirakler, siger Kim Poulsen, talsmand for gruppen.

Saunaen er smadret og kan selvfølgelig ikke genopbygges.

– til gengæld stiller vi tre store varmtvandbassiner op i strandkanten ved siden af molen, så alle nok skal blive varmet op igen efter det kolde gys. Selve badningen, som bliver fra åben strand, vil starte med, at alle skåler i champagne og lader tankerne flyve mod de voldsomme kræfter, som dagen før hærgede den jyske vestkyst. Det bliver en vild og stor oplevelse at se resultatet af naturens kræfter, mens man får det kolde gys, og mærker varmen fra den hjertelige stemning, slår Kim Poulsen fast.

vorupoer-havbad-oversvoemning-2016
Hele byen, anført af tømrere, entreprenør, elektriker og andre håndværkere, er nu i gang med at indrette den nye badeplacering, så traditionen med vinterbadefestival på 4. juledag kan fortsætte.

– Vi tør godt love at årets badefestival bliver en anderledes oplevelse; men en oplevelse, som man vil huske tilbage på med glade minder. Selve området vil blive pyntet op med levende lys og julehygge som kontrast til den barske vestkyst, siger Kim Poulsen.

Der er dog stadig et lille men. Og det er, at strømmen og bølgerne i morgen får det sidste ord. Men alt ser ud nu, gennemføres Vinterbadefestivalen i Vorupør i morgen onsdag med start kl. 14.00 ved Havbadet.

 

Forfatter

Related posts

Top