Vinterbadefestival gentages med bedre forhold

4. juledag er der igen mulighed for at få et koldt gys og deltage i den nye tradition med Vinterbadefestival i Vorupør. I år med bedre forhold både for de badene og for dem, der er med for at opleve stemningen.

Der bliver bedre mulighed for få varmen efter det kolde dyk og mere hyggelig julestemning til alle. Det er noget af det, der arbejdes på til Vinterbadefestivalen i Vorupøre 4.juledag, for at følge succesen op fra sidste år, hvor gæster strømmede til fra hele Danmark for at få årets julebad i det nye havbad.

– Det bliver meget bedre i år, siger turistchef i Thy, Ole Riis, som har modtaget mange konstruktive forslag fra de omkring 250 badende, som næsten ikke kunne komme til for hinanden sidste år.

– Nu får de badende lov at parkere tæt på vandet. Her går de ind i et større og bedre omklædningsrum og kan derefter gå direkte ned til badet. Her er de tæt på de større varmebade og slipper for at gå ind igennem publikum, siger Ole Riis.

Bedre P-forhold
Der bliver bedre parkeringsforhold og meget mere at opleve for dem, som er med på en kigger. Det lover formanden for Vorupør Kulturforening, Per Nielsen.

– Vi blev jo taget lidt på sengen sidste år, hvor der kom over 3000 mennesker. Vi havde ryddet redningshuset og lavet det til en slags cafe. Men der var slet ikke plads nok. Folk kunne hverken komme frem eller tilbage, siger han. I år vil de rette op på de ting, som manglede.

– Der skete alt for lidt, så folk havde travlt med at komme hjem igen. Tænk, hvis de havde en 50’er i lommen, som de ikke fik brugt. Sådan skal det ikke gå igen, siger Per Nielsen, som kan fortælle, at der i år bliver lukket op for Fiskeriforeningens lokaler, hvor der nu også vil være udskænkning og musik.

– Vi er også ved at få lavet nogle nye hytter til boder, så der bliver masser af hygge og julestemning med varme drikke, supper og andre forfriskninger, lover Per Nielsen.

Vinterbadefestivalen den 28. december begynder kl. 14. 00 og slutter ved 18 tiden og bliver dermed lidt kortere i år. Der er ikke som sidste år en fest om aftenen, fortæller Ole Riis.

– Der var for mange, der var for trætte og tog hjem i sommerhusene. Så det var ikke det, folk ville. Så nu bliver det holdt over færre timer, men med mere tryk på de timer, der er, siger han.

Sidste år kom der vinterbadere fra Sønderjylland, Fyn og Sjælland. Ole Riis er igen i gang med at sende invitationer ud til vinterbadeklubber i hele Danmark. Han opfordret alle interesserede i at købe badebillet allerede nu.

– De første har allerede sikret sig en billet. Vi vil gerne vide, hvor stor interessen er, så vi kan bedømme hvilke faciliteter, der skal stille op, og hvor stort det skal være, siger han.

Tilmelding på Thy Turistforenings hjemmeside

Forfatter

Related posts

Top