Vingegaard kørte fra den gule trøje på Mont Ventoux

Wout van Aert (Jumbo-Visma) vandt onsdag 11. etape af Tour de France, hvor holdkammeraten Jonas Vingegaard undervejs fik sat den gule førertrøje og forvarende mester, Tadej Pogacar, op ad Mont Ventoux i en direkte duel.

Vingegaard kørte som den første i årets Tour fra Pogacar. Det skete op ad den sidste af to opstigninger på Mont Ventoux.

Også de andre klassementfavoritter blev sat af Vingegaard, der indledte Touren som hjælperytter for den nu udgåede Tour-favorit Primoz Roglic.

Det kom nærmest bag på thyboen, der kører sit første Tour de France, at han var i stand til det.

– Jeg kunne mærke, de andre led. De virkede ikke så godt kørende. Jeg tænkte bare, at jeg ville give den et skud. Jeg gjorde mit bedste, og det var nok til at sætte dem alle – det var selvfølgelig dejligt, siger Vingegaard til TV 2.

Vingegaard sluttede etapen som nummer syv. Han var 1 minut og 38 sekunder efter sin sejrende holdkammerat og kom i mål sammen med Pogacar, Carapaz og Uran.

I den samlede stilling avancerede Vingegaard en enkelt plads, så han nu er nummer tre. Der er fem minutter og 32 sekunder op til Pogacar og den gule førertrøje.

/ritzau/

Foto: Jumbo-Visma

Forfatter

Related posts

Top